23948sdkhjf

Her sættes standarden for fremtidens energirenovering

Velfac er med til at sætte standarden for fremtidens energirenovering i forbindelse med prøvehuse i Albertslund
Velfac har leveret vinduer til seks prøvehuse i Albertslund. I husene bliver der eksperimenteret med forskellige former for energitiltag, som skal vise, hvad det i praksis koster at renovere, når man både indregner ekstra investeringer og besparelser på driftsudgifterne.

I Fiskens Kvarter i Albertslund er de sidste beboere på vej til at flytte ind i de seks rækkehuse, som har gennemgået en omfattende renovering. Boligforeningen BO-VEST er bygherre og vil med forsøget finde frem til, hvordan boligforeningen kan få mest for pengene, inden der skrives udbud på renovering af områdets resterende 540 rækkehuse.

Husene er blevet renoveret, så de opfylder følgende fem energiklasser: BR08, Lavenergiklasse 2, Lavenergiklasse 1 (to huse), 2020-passiv og 0-energi.

- Det er ikke alene renoveringsprisen, der er interessant. Bygherren bør have for øje, hvor lang tilbagebetalingstiden er, altså hvornår investeringen har tjent sig hjem, siger adm. direktør Finn Jespersen, Velfac.

Beregninger, som Velfac har foretaget ud fra projektets energibehov viser, at merudgifterne for renovering til lavenergiklasserne har en tilbagebetalingstid på 9 år for Lavenergiklasse 2, 13 år for Lavenergiklasse 1, samt 15 år for hhv. 2020-passiv og 0-energi. Beregningerne er foretaget med den forudsætning, at energiprisen er 2 kr. pr. kWh. Er energiprisen højere eller stiger den med årene, vil tilbagebetalingstiderne blive kortere.

- Hvis man kun ser på økonomien, så er det ikke et spørgsmål om at spare så meget som muligt på varmeregningen, men at vælge den løsning, hvor man får mest energi for pengene. Nogle vælger af ideologiske årsager eller i en forventning om stigende energipriser en relativ dyr energirenovering," fortsætter Finn Jespersen.

Det er først når nye måleresultater foreligger til sommer, at det kan vurderes, hvilken energiklasse, der er mest rentabel at renovere efter.

En sand forvandling

Selve byggeriet begyndte i oktober 2010 og stod færdigt i juni 2011. I mellemtiden er der sket en sand forvandling af de gamle rækkehuse, der blev opført som betonelementbyggeri i 1960’erne.

Karnappen i stuen og køkken har lagt 8 m2 til boligarealet, nye vinduer mod havesiden giver nu gennemlyste boliger, og ovenlysvinduer giver yderligere lysindfald, mens en ny indretning af bad og køkken, nye gårdhaver samt skiffer på facaden har givet et tiltrængt løft.

Efter ombygningen ligner prøvehusene fuldstændigt hinanden, og der er da heller ingen arkitektonisk forskel på de seks huse, men ser man nærmere på de energiløsninger, der er valgt, er husene meget forskellige.

Renovering skal være rentabel

Renoveringen af Fiskens Kvarter er støttet af EUDP – det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrations Program. Målet er at udvikle og demonstrere, hvordan man kan kombinere energi- og omkostningseffektiv teknologi med rationelle byggemetoder. Fokus er både på energieffektivisering, indeklima og byggeprocessen for at udvikle omkostningseffektive løsninger til de store renoveringsopgaver, den almene boligsektor står overfor.

- Med udgangspunkt i en energimodel for de eksisterende huse har vi udviklet forskellige modeller af de energitiltag, som giver bedst mening. Varmetabet er for eksempel den helt store synder i de eksisterende huse, siger projektleder på demonstrationsprojektet Morten Dam Hansen, NIRAS.

- Altså giver det bedst mening at starte med at reducere varmetabet ved hjælp af isolering, forbedret tæthed og bedre vinduer. Disse tre emner kan justeres i forhold til hinanden og gøre andre emner mere eller mindre relevante. Det kan være brug af varmegenvinding på ventilationen, styring af solindfald, energiproducerende tiltag som solceller, osv., fortsætter han.

Workshop skabte de bedste løsninger

De 6 energimodeller er udviklet på en workshop med deltagelse af alle EUDP-partnerne – bygherre, kommune, rådgivere og producenter. Hver især bidrog med de løsninger, de kunne levere, og der blev identificeret områder, som skulle udvikles og bearbejdes yderligere, f.eks. samspil mellem varme-, ventilations- og vinduesstyring.

- Leverandørerne spillede ind med stadig mere effektive produkter. Velfac har bidraget meget konstruktivt i udvikling af energimodellerne på workshoppen og i den efterfølgende konkretisering og detaljering af projektet, og har stillet viden og produkter til rådighed. Det har været afgørende for at opnå de særligt skrappe energimål, at Velfac har kunnet levere vinduer, som er meget energieffektive, fortæller Morten Dam Hansen.

I de to prøvehuse, som er renoveret til energiklasse BR08 og Lavenergiklasse 2, er monteret VELFAC 200i vinduer med 2 lags ruder. I de to prøvehuse som er energirenoveret efter Lavenergiklasse 1 er der monteret VELFAC 200i vinduer med 3 lags ruder. I prøvehusene, der er energirenoveret efter 2020-passiv og 0-energi, er de nye højt isolerede VELFAC 200 Helo elementer med 3 lags ruder anvendt.

Skal fungere i den virkelige verden

- Alt kan lade sig gøre i et teknologisk spydspidsprojekt, men i den virkelige verden er der andre hensyn og begrænsninger, siger Morten Dam Hansen og konkluderer, at hensyn til robusthed, betjeningsvenlighed, bygbarhed og anlægsøkonomi er helt afgørende, hvis det skal kunne lade sig gøre at energirenovere i stor skala.

I forbindelse med renoveringen af de resterende ca. 542 huse er det ifølge NIRAS tanken, at der skabes et totalentrepriseudbud, hvor der ikke udelukkende konkurreres på tid, pris og kvalitet af selve renoveringen, men også på energitiltag og besparelser målt i forhold til den reelle driftsøkonomiske situation.

Med andre ord skal der ikke bare konkurreres på en standardrenovering, men i høj grad også på hvilken af de seks opstillede energiklasser man kan opfylde for en pris, der gør den økonomisk rentabel set i forhold til driftsbesparelserne over tiltagenes levetid.

tøtte
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074