23948sdkhjf

Installatører skimter lys for enden af tunnelen

Stadig flere installatør-virksomheder begynder igen at tjene penge
En stigende del af danske installatør-virksomheder er ved at have tilpasset sig de nye markedsforhold og –betingelser og er igen så småt begyndt at tjene penge. Ser man på det gennemsnitlige resultat per ansat, så er det ganske vist fortsat lavt, men er dog steget fra 22.100 kr. i 2010 til 28.600 sidste år.

Der er imidlertid meget store forskelle på virksomhedernes resultater. Branchen oplevede således i 2011, at cirka hver fjerde installatør havde røde tal på bundlinjen. Set i et treårigt perspektiv, har seks ud af ti virksomheder haft underskud i mindst ét af årene.

Det viser Deloitte og Tekniqs årlige analyse af den økonomiske udvikling i installationsbranchen, baseret på regnskabstal fra 2011.

- Det er positivt, at der er fremgang i den gennemsnitlige indtjening i branchen, men der er fortsat for mange virksomheder, som har underskud eller meget lave overskud. Det er vigtigt, at de virksomheder lærer af de bedste i branchen, så de får løftet indtjeningen, siger partner Bo Odgaard fra Deloitte.

Entreprisemarkedet har det svært

Branchen er delt i de virksomheder, som har været gode til at tilpasse sig de nye markedsvilkår og de virksomheder, som ikke er lykkedes med det, og som derfor har tabt terræn. Især de af virksomhederne, som har deres primære virke i entreprisemarkedet, har det svært.

Analysen viser nemlig, at der sker en polarisering i branchen.

F.eks. tjente den bedste fjerdedel af installatørerne 13 gange så meget per ansat, som de resterende tre fjerdedele af virksomhederne.

- De virksomheder, der tjener gode penge, kender typisk deres egen virksomhed ualmindelig godt, og har indsigt i hvor indtjeningen kommer fra. Desuden har de øje for, hvor der er mulighed for at gøre en god forretning, siger Bo Odgaard fra Deloitte.

Behersket optimisme

I TEKNIQ Installatørernes Organisation er adm.direktør Niels Jørgen Hansen behersket optimistisk.

- Det er naturligvis glædeligt, at en pæn del af installatørerne har formået at tilpasse deres virksomhed til de nye vilkår, og oplever en fremgang. Men der er en række nøgletal, i forhold til hvilke vi må hejse et flag. Det mest bekymrende er, at installatørernes tilgodehavende hos kunderne det seneste år i gennemsnit er steget med yderligere 10 pct. Det hænger sammen med, at visse kunder – herunder blandt andet det offentlige – ikke betaler deres regninger til tiden.

Vi er opmærksomme på, at de nye markedsvilkår kan tilsige, at der er behov for længere kredittid, men det bør ikke gå ud over installatørernes mulighed for at hente udeståender hjem, siger Niels Jørgen Hansen.

Han mener dog fremtiden for installationsbranchen ser fornuftig ud.

- Vores analyse viser, at der er gode muligheder for at tjene penge i branchen. Vi har 25 pct. af virksomhederne, som klarer sig rigtig fint. Og når man tænker på de energiopgaver og den stigende mængde teknik i både bygninger og produktionsanlæg, så bør der være et fornuftigt fremtidigt marked. Men det kræver naturligvis, at virksomheder enten går i gang med eller fortsætter deres tilpasning til de nye markedsvilkår og -muligheder, som både dagen i dag og fremtiden byder på, siger Niels Jørgen Hansen.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098