23948sdkhjf

Fartglade medarbejdere skader virksomhedens image

6 ud af 10 oplever, at firmabiler ofte eller altid kører for stærkt, viser ny undersøgelse
Hvis der er et logo på siden af bilen, kører den ofte for stærkt. Og det koster på virksomhedens image-konto. Det er konklusionen i en undersøgelse foretaget af analysevirksomheden Nielsen på vegne af Rådet for Sikker Trafik og olieselskabet Q8.

Analysevirksomheden har spurgt 1.004 danskere om deres opfattelse af firmabiler og fart. 63 pct. af de adspurgte giver udtryk for, at firmabiler altid eller ofte kører for stærkt på landevejene, mens 24 pct. mener, at det sker ind imellem. Kun 2 pct. mener, at det sker sjældent, mens der ikke er nogen, der mener, at firmabiler aldrig overskrider hastighedsgrænserne på landevejene

Tendensen er entydig, uanset alder og køn. Undersøgelsen koncentrerer sig dog om danskernes opfattelse og er som sådan ikke nødvendigvis et retvisende udtryk for hvordan bilister i firmabiler rent faktisk kører på landevejene.

Ikke desto mindre koster opfattelsen på image-kontoen. Hele 70 pct. af de adspurgte svarer, at for høj fart i firmabilen smitter negativt af på de virksomheder, der har lidt for fartglade medarbejdere. Her er det især de kvinderne, der dømmer hårdt. 75 pct. af de 50-60-årige kvinder mener, at for høj fart i firmabilen smitter negativt af på virksomhedens image.

Samtale med chefen

Det ved de hos olieselskabet Q8, som er én blandt mange virksomheder, der har formuleret en trafikpolitik for medarbejderne.

- Det handler først og fremmest om, at uansvarlig opførsel i trafikken kan få nogle alvorlige menneskelige konsekvenser. Dernæst handler det naturligvis også om Q8s image og om de økonomiske og miljømæssige konsekvenser, der følger af at køre for stærkt, siger kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff fra Q8.

Det er et krav, at alle Q8-medarbejdere med firmabil skal gennemføre et trafiksikkerhedskursus hos FDM, ligesom medarbejderne løbende skal deltage i trafiksikkerheds- og køretekniske kurser.

-Vi forventer, at alle vores medarbejdere udviser omtanke i trafikken, både når de kører i Q8s tjeneste og privat. Hvis en Q8-medarbejdere overtræder færdselsloven i en firmabil, bliver han eller hun indkaldt til en samtale med egen leder.

- Det handler om at holde orden i eget hus. Vi kan ikke, med troværdigheden i behold, engagere os i en kampagne med budskabet ’Kør med omtanke – sæt farten ned!’ uden samtidig at holde selvjustits. Vi vil gerne sende et signal til alle vores medarbejdere om, at vi finder det uacceptabelt at bryde færdselsloven, herunder ikke mindst, at køre for stærkt, siger Jytte Wolff-Sneedorff.

Undersøgelsen er foretaget i forbindelse med kampagnen 'Mit Hjem - Din Fart', der i øjeblikket er synlig over hele landet i form af røde piger i vejkanterne.

tøtte
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078