Tæt på en fusion
Blik- og Rørarbejderforbundets drømme om et fælles forbund for alle byggearbejdere er tæt på at blive realiseret
- Det giver selvfølgelig stof til nye overvejelser, hvad angår Blik- og Rørarbejderforbundets fremtid. Hidtil har vi på kongressens anbefaling arbejdet efter, at vi skulle fortsætte som et selvstændigt forbund, siger forbundsformand Max Meyer.
I mange år har det stået som det første punkt i Blik- og Rørarbejderforbundets formålsparagraf, at forbundet skal arbejde for at samle alle bygningsarbejdere i et forbund.
- For at få flere faglige muskler er vi derfor også på de indre linjer i fuld gang med at undersøge, om de ni VVS kredse kan blive til fire storkredse en i Nordjylland, Vestjylland og Østjylland, en for Sydjylland og Fyn, en for Sjælland Syd, Sjælland Nord og Bornholm og en for København, fortæller forbundsformanden.
Max Meyer oplyser imidlertid, at han har tænkt sig at lytte til medlemmernes ønsker. Halvdelen af de adspurgte i en miniundersøgelse oplyste, at de helst vil fortsætte i et selvstændigt forbund. En tredjedel mener, at Blik og Rør er bedst rustet ved at fusionere med andre forbund.
Skal Blik- og Rørarbejderforbundet fusionere, vil 46 procent pege på Dansk Metal, 17 procent på EL-forbundet, 17 procent på TIB, 4 procent på Malerforbundet og 1 procent på 3F. I alle kredse på nær kreds Nordjylland er der flest medlemmer, der foretrækker at fusionere med Dansk Metal.