23948sdkhjf

Nedrivere i fælles front

Medlemmer af nedbrydningssektionen under Dansk Byggeri har nedbrudt barriererne og dannet et netværk bestående af ledende medarbejdere indenfor kvalitet, miljø og arbejdsmiljø
Arbejdsmiljøområdet fylder mere og mere i virksomhederne, og ikke mindst hos nedbrydningsvirksomheder, som traditionelt arbejder i en hverdag fyldt med mange risici. Typisk skiller en nedbryder konstruktioner ad i modsat rækkefølge end ved selve opførelsen. Det betyder, at nedbryderen bliver udsat for samtlige af de risici, som alle de andre faggrupper blev udsat for under opførelsen. Og da det ofte er ældre konstruktioner, er der ydermere risici for nedstyrtning, sammenstyrtning og farligt støv og stoffer som asbest, pcb og skimmel mv. Derfor har en række medlemmer af nedbrydningssektionen under Dansk Byggeri dannet et nyt netværk, som skal udveksle viden, erfaring og værktøjer til gavn for alle medlemsvirksomhederne, kunderne og ikke mindst deres ansatte.

Højt niveau

- Medlemmer i nedbrydningssektionen konkurrerer naturligvis på lige fod med alle andre virksomheder på kvalitet og pris. Kunderne forventer som en selvfølge, at vi som medlemmer i nedbrydningssektionen har fuldt styr på kvalitet, miljø og arbejdsmiljøarbejdet. På det område ligger vi da også på et meget højt niveau, med bl.a. en frivillig og uvildig kontrolordning, hvor rådgivningsvirksomheden COWI med jævne mellemrum kommer forbi og tjekker, om vi til stadighed lever op til kravene i nedbrydningsbranchens kontrolordning – NMK96, siger sikkerhedsleder fra Søndergaard Nedrivning Knud Magnussen og fortsætter:

- Selvom vi hver især i de enkelte nedbrydningsvirksomheder synes, at vi hører til blandt landets elite, så kan det jo ikke undgås, at vi af og til sidder med nogle problemstillinger, hvor vi godt kunne tænke os noget hjælp til eller feedback på. Og hvem er bedre konsulenter end kolleger i branchen? Vi sidder jo med præcis de samme udfordringer. Ved at udnytte hinandens kompetencer, kan vi nu spare utroligt meget tid på de udfordringer, som vi hver især måtte sidde med – samtidig med at vi opgraderer hinanden til et endnu højere niveau, slutter Knud Magnussen.

Begejstret for samarbejdet

Også Anya Mortensen fra virksomheden Per Mortensen nedrivning, Richard Christensen fra Kingo samt Lise Bonde fra Tscherning A/S er begejstrede for det nye samarbejde.

- I stedet for at afprøve nye ideer uden helt at kende resultatet på forhånd, er hjælp, inspiration og andres relevante erfaringer nu kun et klik væk. Reaktioner fra netværket kommer lynhurtigt, og man får altid nogle meget kvalitative og brugbare tilbagemeldinger, lyder det samstemmende fra de tre arbejdsmiljøledere.

Det er tanken, at netværket på sigt skal dele en fælles database med viden, erfaringer og værktøjer som vil være til rådighed for netværkets medlemmer. Kurser og uddannelse vil også være et af de områder, som netværket naturligt vil samarbejde omkring.

jfr

Nedbrydningssektionen

Sektionen omfatter p.t. 20 medlemsvirksomheder, har som sit mål at fremme samarbejdet mellem medlemsvirksomhederne og at fremme medlemmernes erhvervspolitiske interesser i forbindelse med nedrivning og bortskaffelse af bygningsaffald. Derudover varetages virksomhedernes interesser omkring udviklingen i uddannelse, efteruddannelse og sikkerhedsmæssige spørgsmål. Yderligere oplysning om netværket fås hos Carsten Bekker, Dansk Byggeri på tlf. 7216 0172. Se også: www.nedbrydningssektionen.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088