5.000 i bonus til elever
ISS satser hårdt på uddannelse, da kunderne vil have faglært rengøring
- Vi giver alle ansatte, der vil være faglærte, en bonus på 5.000 kroner, siger Christian Lauritzen.
Uddannelseschefen lægger ikke skjul på, at kunderne gerne vil have faglært arbejdskraft. Målet er derfor 75 nye elevpladser i år.
- Kunderne ved godt, at rengøring ikke bare er noget, alle kan. Derfor vil de have uddannet og kvalificeret arbejdskraft, siger Christian Lauritzen.
Målet for ISS i 2010 er 20.000 uddannelsesdage. For at nå det får også afdelingschefer en gulerod.
- Før er de blevet målt på personaleomsætning og sygefravær. Nu vil de også blive belønnet, hvis de er gode til at sætte gang i uddannelse.
Formand for 3F Privat Service, Hotel og Restauration, Tina Møller Madsen, glæder sig over, at ISS vil have mange flere faglærte i branchen.
- Ud over de faglige kurser er der også et stort behov for at undervise fremmedsprogede 3Fere i dansk, tilføjer Tina Møller Madsen.
ISS har 8.000 ansatte på timeløn i Danmark. Og kikkerten er - principielt - rettet mod dem alle, når koncernen nu slår et kæmpeslag for uddannelse. Det gælder både unge og ældre med kortere uddannelse.