Sådan skal det gøres
Ingen andre brancher ville have accepteret den lønnedgang, som en række ansatte i byggebranchen har været ude for på baggrund af krisen i byggeriet. Men der har været en gensidig forståelse for, at sådan må det nu engang være, og så kan man altid, når det igen går den rigtige vej, rette op på tilbagegangen til gavn for både lønmodtagere og arbejdsgivere. Det er samme respekt for spilleregler, der ligger til grund for det gode samarbejde omkring besøg på byggepladser inden for 48 timer i tilfælde af mistanke om uorganiseret arbejdskraft. Indtil videre er samarbejdet en gigantisk succes med 40 overenskomstaftaler ud af 40 mulige.
Nu er det så vigtigt at følge op på, at det ikke går sådan, at de østeuropæiske arbejdere bliver tvunget til at tilbagebetale en del af lønnen, når de vender hjem, ligesom det skete med den polske byggearbejder, der vandt ved den danske arbejdsret, men mistede pengene igen ved en polsk domstol.
Samtidig har regeringen som en del af finanslovsforliget aftalt at stramme skruen omkring børnefamilieydelserne, så der kommer til at gælde et optjeningsprincip. Det bliver spændende at se, hvordan EU reagerer på denne opstramning, der er en direkte beskyttelse af det danske velfærdssystem. Det er vanvittigt, at eksempelvis østeuropæiske byggearbejdere efter få dages beskæftigelse i Danmark har haft krav på at modtage danske sociale ydelser.
Men et er byggepladserne, noget helt andet er de hundreder af varevogne på østeuropæiske nummerplader, der holder parkeret rundt om på danske villaveje, hvor der udføres arbejde, som næppe tåler dagens lys. Ganske vist får alle bygherrer, også private, fra nytår pligt til at undersøge i RUT-registret, om de pågældende er registreret, men man skal være politisk og menneskeligt meget blåøjet, hvis man tror, at det får nogen som helst indflydelse på private boligejeres anvendelse af den østeuropæiske arbejdskraft. Det skyldes ikke mindst, at myndighederne ikke har afsat tilstrækkelige ressourcer til en effektiv indsats.
Arbejdsgiverne og lønmodtagerne i byggesektoren har vist, at hvor der er en vilje, er der en vej. Nu venter vi så på, at politikerne udviser viljen (bevilliger pengene) til en effektiv indsats, der kan beskytte det danske arbejdsmarked og i sidste ende den danske velfærdsmodel.