Reservedele til gamle huse
Står man og mangler materialer til et fredet hus, kan man kontakte Kulturarvsstyrelsen, der har et lager af byggematerialer
Men det kan faktisk lade sig gøre at opstøve gamle og godt brugte byggematerialer til genbrug. Kulturarvsstyrelsen har gennem mange år haft lagre med byggematerialer rundt om i landet. Mange af byggematerialerne har således tidligere været deponeret rundt om, men nu har Kulturarsstyrelsen sorteret og istandsat materialerne fra flere depoter og har samlet de fleste i depotet et sted. Det er i Kulturarvsstyrelsens Materialedepot for brugte byggematerialer i Røde Lade på Hummeltoftevej 179 ved Frederiksdal Slot i Virum nord for København, hvor der for nylig var åbent hus. Det er dog planen i fremtiden at lave et depot også for Fyn og Jylland.
Der var blot ikke ressourcer til at vedligeholde alle de tidligere materialedepoter, og der eksisterede ikke et register over, hvad der fandtes i de pågældende lagre. Derfor er det indtil videre indskrænket til ét lager, hvor der er styr på materialerne, så ejerne kan få glæde af de gode reservedele til deres bygninger.
Depotet har ganske vist ikke så mange hyldevarer som et byggemarked, men til gengæld er de varer, der er på lager i Røde Lade de helt rigtige, der passer til et fredet hus. Materialerne er ikke til salg, men skal betragtes som en form for støtte, som ejere af fredede huse kan søge Kulturarvsstyrelsen om at få del i ved restaurering og vedligehold på lige fod med økonomisk støtte, så står man og mangler materialer til et fredet hus, kan man kontakte Kulturarvsstyrelsen, som har en database med alle materialerne registreret, så man kan få oplyst, om de har de pågældende materialer og evt. aftale en besigtigelse af dem.