23948sdkhjf

Øget brandsikkerhed med nye spjæld til ventilationsanlæg

Lindab Ventilation tilbyder nye motorstyrede spjæld, der sørger for nem afprøvning og sikring af ventilationsanlægget. Nye ophængningssystemer øger samtidig sikkerheden
Umulige driftstjek af brand- og røgspjæld i bygningers ventilationsanlæg erstattes nu af nem overvågning og dermed større sikkerhed. Dansk Standard har lanceret den reviderede norm DS428 for brandtekniske foranstaltninger ved ventilationsanlæg, og den høje standard er en integreret del af Lindab Ventilations nye sortiment af brand- og røgspjæld samt ophængningssystemer til ventilationsanlæg.

- Den reviderede norm stiller på mange områder større krav til udformning og vedligeholdelse af brandtekniske produkter. Vores sortiment indeholder derfor nye motorstyrede brand- og røgspjæld, så ingeniører og entreprenører kan imødekomme kravene og tilbyde deres kunder en større brandsikkerhed. Vi skærper desuden sikkerheden med kraftigere ophængningssystemer, fortæller produktchef Werner Andresen fra Lindab Ventilation.

Nem afprøvning øger sikkerhed

De nye motorstyrede brand- og røgspjæld produceres af Halton og indgår i Lindab Ventilations store sortiment af spjæld til kanalsystemer. Den elektriske motor på spjældet giver sammen med et styresystem og sensorer nem genvej til at afprøve spjældets funktionalitet løbende. Det er afgørende for en høj sikkerhed.

- Et brandspjæld sørger for at lukke kanalsystemet af i tilfælde af brand, så røg og flammer ikke breder sig til andre dele af bygningen. Tidligere var brandspjæld som regel manuelt betjente, og det gjorde løbende drifts-tjek af spjældet meget besværligt. Et spjæld kunne derfor sidde mange år i kanalsystemet, uden at man reelt kunne vide, om spjældet stadig ville virke i tilfælde af brand, forklarer Werner Andresen og fortsætter:

- Automatikken gør, at bygningens mange brand- og røgspjæld nemt kan afprøves fra en overvågningscentral. Der bliver for eksempel sendt et signal ud til spjæld nummer 517 om afprøvning. Så kan bygningens tekniske personale løbende tjekke spjældet og på den måde sikre bygningens brandsikkerhed, siger Werner Andresen.

Kraftigt materiale sikrer systemet

Det er ikke kun komponenter inde i kanalsystemet, der hjælper til at øge brandsikkerheden. Lindab Ventilation lancerer nemlig også kraftigere systemer til ophængning af ventilationskanaler.

- Vores nye ophængningssystemer er produceret af galvaniseret stål. Den kraftigere konstruktion kan holde til mere og øger derfor sikkerheden for, at kanalernes brandmodstandsevne ikke reduceres, siger Werner Andresen.

Samtidig giver den reviderede udgave af DS428 ingeniører og entreprenører et bedre værktøj til projektering.

- I den tidligere udgave kunne det være vanskeligt at finde frem til det rigtige ophængningssystem, men bedre vejledninger og eksempler i den reviderede udgave har afhjulpet dette, forklarer Werner Andresen.

jfr
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078