23948sdkhjf

Optimal trappeløsning

Det er en god ide at skele til bygningsreglementets afsnit om trapper, når der skal konstrueres en god og funktionel indvendig trappe
Som grundregel bør trappen være minimum 1 meter bred, og der skal være en fri højde over trappen på minimum 2 meter. Forholdet mellem grund (trin) og stigning (højdeforskellen mellem trinene) skal være sådan, at trappen er sikker og god at færdes på. Stigningen bør således ikke være mere end 18 cm. På ligeløbstrapper, kvartsvingstrapper og halvsvingstrapper må trinet ikke være mindre end 28 cm. På spindel- og vindeltrapper dog helt ned til 20 cm. Og endelig skal trapper sikres med en betryggende afskærmning mod nedstyrtning.

Blandt fagfolk tales der ikke om trappens højder, trindybder m.m., men derimod om en stigning og en grund, og det er størrelsen på dem og deres indbyrdes forhold, som er afgørende for, om trappen føles behagelig at gå på. Grundreglen siger, at to stigninger plus en grund skal ligge et sted imellem 61 og 63 cm. Det kan opnås ved at lave både grund og stigning 21 cm, men trappen vil være dårlig at gå på, da den vil være meget stejl. En mere optimal trappe kan opnås med en grund på 26 cm og stigninger på 18 cm. Sådan en trappe vil være langt bedre at gå på, men også kræve en del mere plads, fordi den ikke er så stejl.

En stolt tradition

Før i tiden var det at lave en trappe en stolt tradition, som kun få beherskede. De indvendige trapper var ofte lavet af den fineste og bedste kvalitet fyrretræ. Træet skulle have fine ringe og få knaster, og frem for alt skulle plankerne være korrekt skåret op og vellagrede for at undgå, at de blev mindre, og der dermed opstod knirkelyde.

I dag er trapper sjældent udført kun af træ. Trinene laves stadig ofte af træ i alle mulige hårde træarter, hvorimod vangerne laves af stål. På vangerne er der typisk svejset vinkelbæringer, som trinene skrues fast på. Derfor er det i dag meget hurtigere og nemmere at lave en trappe, end da det hele skulle udføres i træ. Materialet har i øvrigt betydning for, hvor meget trinlyd der afgives fra selve trappen. En ståltrappe afgiver meget trinlyd, mens en trætrappe ikke giver så meget, men derimod kan knirke. De forskellige krav til en trappe afhænger af, hvor meget den bruges. Der er ikke så store krav til en trappe op til loftet, som kun bruges sjældent, mens en trappe, som benyttes dagligt, stiller større krav til tilgængelighed, komfort og kvalitet.

Ulykker på trappen

2.900 børn kommer for øvrigt på skadestuen hvert år efter ulykker på trapper, men mange af disse ulykker kunne undgås ved at lære børn at færdes på trapper og ved at sætte gitter for, hvor der er små børn. Det er især børn mellem et og tre år, der kommer til skade. Hvis trappen skal forsynes med et gelænder, bør man være opmærksom på tremmerne i gelænderet. Der må højst være seks centimeter mellem tremmerne, ellers kan et barn få hovedet i klemme.

Også i forhold til ældre og gangbesværede er der mange overvejelser at gøre i forbindelse med trapper. Ældreboligrådet har skønnet, at mindst halvdelen af de +80-årige bor i boliger, som er uegnede, hvis de er gangbesværede. Og i 2030 vil der ifølge prognoserne være 160.000 flere +80-årige, der bor i almindelige boliger, altså boliger der ikke er specielt indrettet til ældre som for eksempel ældreboliger.

Kilder: Erhvervs og Byggestyrelsen, BYG-ERFA, Byggeskadefonden vedrørende bygningsfornyelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078