TOYOs nye helårsdæk har bedre fat i vinterføret
Helårsdæk kan ikke fuldt ud erstatte kombinationen af vinterdæk til vinterbrug og sommerdæk til sommerbrug. Men for nogle bilister med et begrænset kørselsbehov er helårsdæk et brugbart kompromis, og her er TOYO nu på banen med TOYO V2+, som er en på flere fronter forbedret udgave af forgængeren, TOYO V2.
TOYO V2+ er i forhold til forgængeren bedre forberedt til at takle både vådt og tørt føre. TOYOs udviklingsafdeling har ændret i lamel-dybden både på midten og i dækkets skuldre, og resultatet er blevet bedre vejgreb i tørt føre. Mønsteret er i en nyudviklet Silica-gummiblanding, som gørTOYO V2+ i stand til at tage et endnu bedre greb i våde/snedækkede overflader. Resultatet er alt i alt et super helårsdæk, som langt hen ad vejen vil kunne klare sig under de fleste danske vejrforhold.
- Det er vigtigt at understrege, at man ikke skal forvente at finde ALLE vinter- og sommerdækkets egenskaber samlet i et helårsdæk. Det optimale under danske forhold er stadig at kunne veksle to gange om året mellem sommer- og vinterhjul, understreger Erik Kjærgaard, salgskoordinator hos den danske TOYO-importør, Nordisk Dæk Import.
- Et helårsdæk har på grund af en blødere gummiblanding samt lamellerne i dækmønsteret et i forhold til sommerdækket - meget bedre vejgreb i vinterhalvåret. Men i forhold til et vinterdæk kan det få problemer, når Kong Vinter virkelig viser tænder. I sommerhalvåret klarer helårsdækket sig o.k. under danske forhold. Men hvis man for eksempel kører til Sydeuropa i sommerferien, bliver helårsdækket med den bløde gummiblanding alt for hurtigt slidt ned i varmen. Helårsdæk er og bliver et kompromis, der ikke fuldt ud erstatter vinter- og sommerdæks egenskaber. Men helårsdækket er en god løsning, hvis man har et begrænset kørselsbehov og ønsker at "spare" et sæt hjul. Eller som dækløsning til "bil nummer 2", som kan blive hjemme i carporten, når det for alvor er vinter i Danmark, og som heller ikke får udlængsel i sommerferien, siger Erik Kjærgaard.