Normændring efter tagkollaps
Snelastnormen skal måske ses efter i sømmene efter vinterens mange nedstyrtende tage, og tømrerne skal blive bedre til at bygge holdbare tage
Især flade tage med stort spænd på svinestalde, minkfarme, ridehaller og industribygninger er brudt sammen, og der var i februar i alt registreret skader på 189 landbrugsbygninger og 267 erhvervsejendomme. Heraf har der været 30 store tagkollaps, værst i Nordjylland, hvor der er eksempler på, at taget er faldet ned over en svinebesætning.
Landbrugs bygninger i fare
Over hele landet står der omkring 5-6.000 landbrugsbygninger med lave tage med spænd over 25 meter, anslår bygningsingeniør Henrik Frederiksen fra Dansk Landbrugsrådgivnings Plan & Miljø over for "Ingeniøren", og det er sådanne tage der er i farezonen, og som nu bør tjekkes af en fagmand, anbefaler han. Samtidig mener han dog, at faren i højere grad skyldes dårlig udførelse end dårlige normer. Med fire års mellemrum har Dansk Landbrugsrådgivning gennemgået i alt 30 landbrugsejendomme, hvor tagkonstruktionen er bygget op med træspær - og man fandt væsentlige fejl i halvdelen af tagene.
Autorisationsordning for tømrerfirmaer
- Træspærene er gode nok, men de lokale tømrerfirmaer, der både skal samle spærene og lave afstivningerne, ved ofte ikke nok om det, og så laver de fejl. Når der ligger meget sne på tagene, kommer afstivningerne til at spille en stor rolle for at håndtere tværlaster, og hvis de er underdimensionerede eller dårligt samlede, så kan de ikke holde til sneen, advarer Henrik Frederiksen og foreslår, at der laves en autorisationsordning for tømrerfirmaer, så man sikrer, at afstivninger i stalde med træspær bliver udført korrekt både i nye bygninger og i de eksisterende stalde, der nu er i søgelyset. For han mener ikke, at nogen burde have lov til at samle træspær og lave afstivninger i bygninger med store spænd uden en autorisation. Den udførende - tømreren skal forstå de kræfter, der er på spil i en stor bygning. Man kan ikke bare tage erfaringerne fra et parcelhus og så gange op. Når vi har med meget store spænd at gøre, betyder afstivningerne meget mere, så de skal udføres ordentligt, tilføjer han.
Noget andet er, at man ikke kan gardere sig 100 procent mod hverken storme/orkaner eller snemængder, som måske kun optræder én gang over en 50 års periode, men så må man træffe forholdsregler, som sikrer, at bygningsejerne evt. får ryddet de flade tage for sne, inden taget braser sammen under vægten.