Bedre bundlinje med IT
Dansk Byggeri skyder i 2012 i gang med IT-messe med fokus på IT-værktøjer som øger konkurrenceevnen og skaber bedre bundlinje
Men det gælder naturligvis om at vælge de rette IT-værktøjer og samarbejdspartnere.
Det kan imidlertid være vanskeligt at skabe sig et overblik over hvilke IT-værktøjer man skal fokusere på. Det gælder såvel software som hardware.
I bestræbelserne på at vejlede de håndværksmestre som går og tumle med planer om at effektivisere forretningen, har Dansk Byggeri sammen med BASIT - Byggeriets IT-specialist arrangeret en IT-messe netop med fokus på IT-værktøjer til håndværksvirksomheder.
På IT-messen, som gennemføres på Teknologisk Institut Taastrup den 31. januar op på Teknologisk Institut i Århus den 1. februar 2012, kan håndværksvirksomheder således kigge forbi og få konkrete erfaringer med IT-værktøjer fra en række af markedets professionelle IT- og teleudbydere.
To spor
- Formålet med IT-messen er at få bragt IT- og teleleverandører sammen med håndværksvirksomhederne til en praktisk gennemgang af mulighederne med de forskellige IT-værktøjer, forklarer direktør i BASIT, Martin Profit Jakobsen.
Han konstaterer, at der er 2 grundlæggende tendenser, der gør IT-værktøjer praktisk tilgængelige og brugbare for håndværksvirksomhederne. Det ene spor er "mobility" dvs., at IT-værktøjerne kan bruges i den daglige produktion på byggepladsen og i servicebilerne.
Det andet er "Cloud-computing", hvilket betyder, at man ikke behøver at købe dyre interne IT-løsninger, der passer til mange ansatte, men kan nøjes med at købe den løsning, man skal bruge i netop det antal, man har behov for. Desuden er der efterhånden kommet en række IT-værktøjer, der bygger på standard IT på markedet.
Skal kunne bruges med det samme
Udviklingschef i Dansk Byggeri, Jørn Jensen forklarer, at man i Dansk Byggeri har fokus på at skabe bedre bundlinje hos medlemmerne, og at IT-værktøjer er et væsentligt element i denne udvikling.
- Dansk Byggeri har i 2011 haft 400 virksomheder gennem Bedre Bundlinje-arrangementer i hele landet, og IT-messen i samarbejde med BASIT er en naturlig forlængelse af denne indsats.
Målet på IT-messen er at vise, at IT-værktøjerne til håndværksvirksomhederne ikke er fremtidsmusik, men kan købes og bruges fra dag ét.
Ikke mindst i travle håndværksvirksomheder er det afgørende, at IT-værktøjer er lette at implementere og lette at bruge i dagligdagen. Det vil IT-messen vise nogle eksempler på, siger Jørn Jensen og tilføjer, at messen gerne skulle udvikle sig til en årligt tilbagevendende begivenhed.
Tilmelding sker på www.danskbyggeri.dk/it-messe, hvor man også kan læse mere om messen, som finder sted på Teknologisk Institut i Tåstrup d. 31. januar 2012 og 1. februar på Teknologisk Institut i Aarhus