Høje konkurstal afspejles i stor søgning til Early Warning
Ambitionen er at hjælpe flere kriseramte virksomheder til at overleve
Det høje antal af konkurser afspejles i søgningen til Early Warning.
- I første halvår har vi haft 374 henvendelser fra kriseramte virksomheder, og vi forventer med årets udgang at have hjulpet mere end 2500 virksomheder, siden Early Warning startede sin virksomhed i efteråret 2007, siger national projektleder Svend Røge.
Hjælpen er en god forretning
Rådgivningen fra Early Warning hjælper virksomhedsejere i en meget vanskelig situation og er med til at generere vækst og redde arbejdspladser, når virksomheden overlever.
En effektmåling, offentliggjort tidligere på året, dokumenterer desuden, at det samfundsøkonomisk også er en god forretning at hjælpe de kriseramte virksomhedsejere ud fra en anden målestok. De virksomheder, der får assistance fra Early Warning, men som ikke kan videreføres, lukker nemlig med ca. 20 procent mindre gæld end kontrolgruppen, og alene det beløb samfundet på den konto sparer i reddede moms- og skatteindtægter, overgår, hvad det koster at drive organisationen.
Men selvom Early Warning umiddelbart gør god fyldest, bekymrer det Svend Røge, at flere og flere af de virksomhedsejere, der henvender sig, må lukke, fordi der ikke er andre muligheder. Den tendens er tydelig fra 2008, hvor 24 procent af virksomhederne blev hjulpet til lukning, og til 2011, hvor det tilsvarende tal er 38 procent.
Fem minutter i tolv
Dette vidner for det første om, at presset på virksomhederne er meget stort, og at krisen stadig kradser. For det andet er udviklingen et udtryk for, at alt for mange virksomhedsejere henvender sig "fem minutter i tolv", hvor handlemulighederne i forhold til at videreføre virksomheden ofte er meget begrænsede.
- Og det vil vi gerne lave om på. Det er min vurdering, at mange flere vil overleve hvis vi kommer ind med vores bistand tidligere. Derfor arbejder vi på at få et tættere samarbejde med pengeinstitutterne, som er blandt de første som ser, at en krise er under opsejling.
De kan hjælpe både sig selv og virksomheden ved at formidle kontakten til os på et tidligere tidspunkt, så vi har flere strenge at spille på i forsøget på at redde virksomheden, slutter Svend Røge.
jfr