23948sdkhjf

Historisk kåring: Hybridbil er årets bil

Opel Ampera, som kører på både el og benzin, vinder titlen som Årets Bil i 2012. Prisen er 590.000 kroner.
For første gang vinder en hybridbil til både benzin og el prisen som Årets Bil, der kåres af Motorjournalisternes Klub i Danmark.

Det blev Opel Ampera, der løb med titlen foran en traditionel BMW'er.

- Den nye bilmodel vinder titlen på grund af sin evne til at kombinere det bedste fra elbilerne med en konventionel forbrændingsmotor, oplyser motorjournalisternes formand, Mikkel Thomsager.

Opel Ampera er beregnet til at lade op med el om natten og køre på strømmen herfra det første stykke vej.

Når den første strøm er brugt, slår en lille benzinturbomotor til og genererer mere strøm at køre videre på.

Fidusen er, at ejeren ikke er afhængig af at nå frem til opladestation, sådan som almindelige elbilejere er.

Ifølge Opel kan den køre 83 kilometer på den første strømopladning hjemmefra.

- Det er usædvanligt at kåre en bil til 590.000 kroner som Årets Bil, for den er jo for dyr for de fleste almindelige familier.

- Men vi kårer den, fordi den repræsenterer fremtidens teknologi, siger Mikkel Thomsager.

Den danske pris er høj på grund af høje afgifter. I Tyskland koster Opel Ampera 325.000 kroner på gaden.

Motorjournalisterne tildelte også Ford en ærespris for at have udstyret en mellemklassebil, Ford Focus, med den seneste sikkerhedsteknologi.

Der er tale om en sikkerhedspakke med blandt andet automatisk katastrofeopbremsning, vognbanealarm, alarm mod køretøjer i blinde vinkler, automatisk registrering af færdselsskilte og automatisk op- og nedblænding af lygter.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064