Kostbart klenodie går tabt på universitet
Renovering af en kælder har ødelagt det mest kostbare udstyr på Aarhus Universitet, en partikelaccelerator.
Rystelser under sprængningen af metertykke vægge på Aarhus Universitet er formentlig årsagen til, at en cirka 11 meter lange partikelaccelerator til en værdi af 30 millioner kroner på Institut for Fysik nu er ødelagt.
Det skriver Ingeniørens Nyhedsmagasin.
Den såkaldte tandem-accelerator er Aarhus Universitets mest kostbare eksperimentelle udstyr.
Sprængningen fandt sted for knap et år siden, da universitetet tog fat på en stor renovering af instituttet.
Men renoveringen er først blevet afsluttet for nylig, og da forskerne skulle tage partikelacceleratoren i brug, opdagede de problemet.
- Den er helt ubrugelig og kan ikke repareres, siger Bent Lorenzen, der er bygningschef på universitets afdeling for naturvidenskab.
- Det er virkelig ærgerligt, men forskerne må gøre brug af udenlandske acceleratorer, indtil vi får indkøbt en ny.
En lignende accelerator vil koste 30 millioner kroner og er især nødvendig for, at forskerne kan fortsætte deres arbejde med klimaforskning og kulstof 14-dateringer for geologer og arkæologer over hele landet.
Acceleratoren var unik for Danmark, når det gjaldt kulstof 14-dateringer.
Den var et slags nationalt klenodie, der først blev bygget til Niels Bohr Instituttet i midten af 50erne og siden flyttet til Aarhus i midten af 70erne.
/ritzau/