Sådan bliver du en bedre sælger
Håndværkere kan ikke lide sælgerrollen og frygter at blive hængt op på løfter om energibesparelser. Men det er til fordel for både håndværkere og kunder at sælge de energirigtige løsninger. Her er tips til, hvordan du gør
- Men energirigtige løsninger er ofte en fordel for både håndværker og kunde. Kunden sparer energi og penge i længden, og håndværkeren kan sælge mere og få troværdighed ved at give kunden god vejledning. Derfor er det vigtigt, at håndværkerne tænker energien ind i salget, siger Susie Merete Frederiksen fra Videncenter for energibesparelser i bygninger, der uddanner håndværkere til energivejledere.
Kunder ønsker energirigtige løsninger
Kunderne vil generelt gerne have energirigtige løsninger. Det viser nye undersøgelser fra Go Energi.
Otte ud af ti forbrugere vil for eksempel gerne spare på varmen. Fem ud af ti siger endda, at de har en "stor" eller "meget stor" motivation. Og to ud af tre håndværkere oplever, at energibesparelser betyder lige så meget eller mere end investeringsprisen for kunderne.
- Rigtig mange vil gerne investere noget mere, hvis de kan spare energi. Så hvis man fortæller sine kunder om energirigtige løsninger, vil de meget ofte vælge dem. Det kan selvfølgelig give mere omsætning for håndværkeren. Men det er jo også en gevinst for kunden, som får en mindre varmeregning, siger projektleder Jesper Ditlefsen fra Go Energi.
Jeg sælger på at lytte
Én af dem, der gør noget ud af de energirigtige løsninger, er glarmester Jesper Toft fra firmaet Glassnedkeren i Farum.
- Jeg er heller ikke pjattet med hele sælgerdelen af mit arbejde. Men det hører jo med til forretningen. Når jeg møder kunder, lytter jeg og spørger ind til deres behov for at finde ud af, hvad de kunne være interesseret i. Når jeg så har fundet ud af det, præsenterer jeg dem for mulighederne, siger Jesper Toft, der for nylig blev uddannet til energivejleder.
Det er vigtigt at fortælle, at energirigtige løsninger kan spare penge i længden.
- Kunderne vil gerne hjælpe miljøet, men de fleste lytter pludselig meget mere, når jeg fortæller, hvad de kan spare. Det er vigtigt at tage sig tid til at fortælle kunderne om deres muligheder og for eksempel vise dem, hvordan et energirigtigt vindue tjener sig hjem. Ofte ved de meget lidt på forhånd, siger Jesper Toft.
Uvildige beregninger giver troværdighed
- Nogle håndværkere frygter at blive hængt op på løfter om energibesparelser, men det er der råd for, fortæller Jesper Ditlefsen fra Go Energi.
- Der er flere muligheder for at få en uvildig beregning af, hvad der kan spares. Tjek om bygningen har et energimærke eller brug Videncenter for energibesparelser i bygninger. Hvis din kunde er boligejer, kan kunden også selv beregne besparelser med værktøjet Boligtjek på Go Energis hjemmeside. På den måde er besparelsen ikke noget, du lover. Det er både mere troværdigt og nemmere for dig, siger han.
Videncenter for energibesparelser i bygninger har en lang række energiløsninger på www.byggeriogenergi.dk, der viser, hvordan du udfører de fleste energiforbedringer og giver eksempler på typiske besparelser. Det gør det nemt at give kunden et skøn af, hvor meget for eksempel en tagisolering sparer af energiudgifter. Som håndværker kan du få gode råd af centeret på tlf. 7220 2255.
Når en bygning er energimærket, kan du ofte bruge det til at foreslå energiforbedringer. Der findes beregninger af energibesparelser i energimærkningsrapporten, hvis det kan betale sig at energiforbedre. Find energimærker ved at taste bygningens adresse ind på www.GoEnergi.dk/boligtjek.
Få kontant tilskud
Energiselskaber betaler, for at kunder sparer energi typisk 25 øre pr. KWh. Så hvis du for eksempel udskifter til A-mærkede vinduer i et hus og derved sparer kunden 4.000 KWh om året, kan kunden få 1.000 kroner i tilskud som et engangsbeløb.
- Som håndværker kan du gøre kunden opmærksom på muligheden og gøre det til en del af dit tilbud. Det kan gøre dit tilbud fordelagtigt, fortæller Jesper Ditlefsen.
Energiselskabet SEAS-NVE har gjort det nemt for håndværkere at formidle tilskud til kunder i forbindelse med energiforbedringer på www.seas-nve.dk/besparelser. Håndværkerfirmaer kan også indgå aftaler om tilskud med andre energiselskaber ved at kontakte dem.
Sådan sælger du energirigtigt
Fokusér på totaløkonomien
Fortæl om prisen for både indkøb og drift - ikke kun investeringsprisen. Ofte er den energirigtige løsning billigst i længden
Brug andres beregninger
Du behøver ikke frygte at blive hængt op på løfter til kunden om energibesparelser. Brug beregninger fra uvildige kilder. Dem finder du bl.a. i energiløsningerne på www.byggeriogenergi.dk og i bygningers energimærker, som du kan finde på www.GoEnergi.dk/boligtjek
Giv det gode eksempel
Energiforbedringer med god økonomi kan give kunden flere penge mellem hænderne. Måske kan ekstra isolering på loftet spare så meget varme, at det kan være med til at finansiere et nyt køkken
Sælg mere
Du kan måske få en ekstra opgave ved at gøre kunden opmærksom på forbedringer, der kan være til fordel for dem. For eksempel ved at foreslå solvarme i forbindelse med tagrenovering eller automatik på varmeanlægget i forbindelse med eftersyn
Få kontant tilskud
Energiselskaber giver tilskud for kunders energibesparelser. Som håndværker kan du sørge for at indhente tilskuddet og skrive det ind i dit tilbud, så det bliver mere fordelagtigt. Spørg hvordan hos din brancheorganisation eller det relevante energiselskab
Tag et kursus
Med et tre dages energivejlederkursus bliver du uddannet i energirigtige løsninger og får nemmere ved at sælge dem. Tilmeld dig på www.energivejlederen.dk
Kilder: Go Energi og Videncenter for energibesparelser i bygninger