Seje kvinder giver bedre tone på byggepladsen
Seje kvinder" kan påvirke livet på byggepladserne positivt
En af dem kan være, at nogle lærepladser afviser kvinder alene, fordi de er kvinder. På den anden side, så kan de få kvinder, der finder sig tilpas i den mandsdominerede byggebranche og bliver hængende, være med til at påvirke arbejdspladsen og arbejdsmiljøet positivt og give en bedre omgangstone.
Sådan lyder et par af konklusionerne i en undersøgelse om kvinder på byggepladsen, som SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, netop har offentliggjort.
Undersøgelsen baserer sig på interviews med 30 kvinder, hvor de fleste er uddannede tømrere, snedkere og murere.
Flere fortæller, at de har oplevet, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om de kan magte deres fag underforstået når de nu er kvinder. Denne skepsis kan både gøre det vanskeligt for kvinderne at finde praktikpladser og efterfølgende give problemer med at komme i beskæftigelse.
Således fortæller flere, at de er blevet afvist, fordi vi skal sataneme ikke have kællinger ind" og vi har ikke noget ekstra toilet".
På arbejdspladserne oplever kvinderne også at skulle bevise, at de er "en af gutterne", herunder at de fysisk magter de tungere dele af det håndværksmæssige arbejde. Som kønsmæssig minoritet må de også "tåle" en tone, der til tider kan være ganske rå og kønskrænkende.
Positiv indvirkning
Kvinderne beskriver dog også, at de med deres utraditionelle fagvalg møder positiv respons og bliver opfattet som "seje kvinder", og at de efter at have bevist deres fysiske og faglige færdigheder bliver accepteret af deres kolleger og foresatte. Det kan danne basis for mange positive oplevelser i et arbejdsliv, hvor der kan være god plads til selvstændighed, kammeratskab og humor.
I kvindernes fortællinger spiller arbejdsmiljø en central rolle. Undersøgelsen indikerer, at kvindernes tilstedeværelse kan have en positiv indvirkning på de pladser, de befinder sig på.
Deres tilstedeværelse her kan legitimere en bedre tone, som medfører, at det bliver mere acceptabelt at tage hensyn til sin fysik.
Kvinder kan dermed være med til at modvirke "Tarzan-syndromet".
Frygt for nedslidning
Endelig viser undersøgelsen, at flere af de interviewede kvinder også af andre grunde enten overvejer at forlade deres fag eller allerede havde gjort det på interviewtidspunktet.
Det kan skyldes såvel frygtet som reel fysisk nedslidning, men det kan også udspringe af ønsker om at uddanne sig videre og vanskeligheder med at finde beskæftigelse i fag, hvor de som kvinder stadig den dag i dag kan blive mødt med undren og skepsis.
Det er 3F, der har bestilt og finansieret undersøgelsen. Gruppeformand for Byggegruppen i 3F Peter Hougård Nielsen siger til Nyhedsbrevet 3F:
- Det handler om at fastholde disse kvinder i faget. Det kan ske ved at ændre på arbejdsmiljøet og arbejdskulturen, som også kunne komme mændene til gavn.