Ulovlige håndværkere i Statsministeriet
Ifølge 3F bliver Statsministeriets nye gulv lagt af ulovligt firma fra Litauen.
Det skriver fagforbundet på dets hjemmeside.
Bag renoveringen i Statsministeriet står Slots- og Ejendomsstyrelsen.
Ifølge 3F var det først, da 3F Bygge, Jord og Miljø opdagede det ulovlige firma og henvendte sig til styrelsen, at det litauiske firma blev registreret i det såkaldte RUT-register (Registret over Udenlandske Tjenesteydere).
- Det er fuldstændig grotesk og pinligt, at en stor offentlig bygherre som Slots- og Ejendomsstyrelsen ikke har bedre overblik over, hvem der udfører opgave for dem, og om de er ulovlige.
Det siger Peter Hougård Nielsen, der er formand for byggegruppen i 3F til fagforbundets hjemmeside.
Hos Arbejdstilsynet bekræfter tilsynschef Hasse Mortensen over for Ritzau, at det litauiske selskab ikke var opført i RUT-registret, da arbejdet i Statsministeriet påbegyndtes og derfor står til en bødestraf.
Men samtidig frikender han Slots- og Ejendomsstyrelsen, der ikke kan stilles ansvarlig i forhold til det udenlandske firma.
- Styrelsen har handlet i god tro og helt efter bogen, da de har ansat en dansk entreprenør, som derefter har hyret en underentreprenør, som så i tredje led har hyret det udenlandske firma, siger Hasse Mortensen.
Hos Slots- og Ejendomsstyrelsen undrer man sig da også over 3F's beskyldninger.
- Vi følger alle gældende regler og procedurer, og det er også tilfældet i den her sag, siger pressechef Jacob Holst Andersen til Ritzau.
- Vi gennemfører 600 byggesager årligt, og vi opretter ikke et korps af kontrollanter til at stå på byggepladserne og kontrollere hvert et cykelbud, der kommer for at aflevere to søm. Det vil ikke være en fornuftig brug af skatteydernes penge, tilføjer han.
Hvorvidt det bliver Lars Løkke Rasmussen (V) eller Helle Thorning-Schmidt (S), der får den glæde at betræde det nylagte gulv, er inden torsdagens valgafgørelse uvist.
/ritzau/