Gymnasielinje for håndværkere har succes
Den nye gymnasielinje for håndværkere er kommet godt fra start på erhvervsskolen Tradium i Randers
Det er skolens uddannelsesleder Palle Nielsen yderst tilfreds med. Han henviser til, at den nye uddannelse, som havde studiestart på Vester Allé 26 efter sommerferien, er en 4-årig ungdomsuddannelse på gymnasialt niveau, som kan tages i erhvervsuddannelserne. Uddannelsen giver eleverne på erhvervsskolerne adgang til de videregående uddannelser på lige fod med gymnasie- og hf-elever.
16-årige Jacob Andersen er blandt de foreløbig 22 elever, der kan se frem til at få svendebrev og gymnasial eksamen i et hug på eux-tømreruddannelsen.
Der er knald på, men det er superspændende. Grunden til at jeg valgte eux-forløbet, er at der er mange håndværkere i min familie, så det har hele tiden ligget i luften, at jeg også skal være håndværker. Da så en af mine kammeraters mødre fortalte, at Tradium holdt et orienteringsmøde om den her nye uddannelse, mødte jeg op. Det lød rigtig spændende, så jeg søgte og kom ind på eux-tømreruddannelsen, siger Jacob, som har fået læreplads hos tømrerfirmaet Bolther-Stensgaard A/S.
Krav på byggepladsen
Uddannelsen er rigtig god, fordi der i fremtiden bliver brug for højtuddannede med en håndværksmæssig baggrund. Med en eux-tømrer i bagagen kan jeg læse videre, men jeg kan jo også tage et job som tømrer, hvis arbejdsmarkedet har behov for det, siger Jacob Andersen.
Hos Jacob Andersens mester er der en helt særlig årsag til, at man har taget en eux-tømrerelev i lære:
På stadig flere byggepladser stiger kravene til, at tømrere for eksempel kan læse tegninger og træffe selvstændige beslutninger på baggrund heraf. Det er vores håb, at den nye eux-linje kan være med til at løfte det teoretiske niveau op og øge antallet af tømrere, som bl.a. har stor tegningsforståelse og lignende kompetencer, siger Jakob Bolther, afdelingsdirektør i tømrerfirmaet Bolther-Stensgaard A/S.
En god kombination
Når eleverne færdiggør deres eux-tømreruddannelse, har de både et svendebrev og et bevis for en gymnasial eksamen i hånden. Det betyder, at eleverne bliver uddannet som håndværkere, men samtidig tager eksamen i de mere boglige gymnasiale fag, der kræves, hvis de efterfølgende ønsker at søge ind på en videregående uddannelse.
Potentialet i eux er, at eleverne her kan søge direkte videre på uddannelser som arkitekt eller ingeniør på samme vilkår som klassiske studenter.
Eux henvender sig til den gruppe elever, der gerne vil have en håndværksmæssig uddannelse og samtidig ønsker at kunne læse videre. Her på Tradium giver vi dem en yderligere mulighed, nemlig at de kan komme på udenlandske skoleophold, så uddannelsen også får et internationalt islæt. For 1. årgangene er det tre uger på Bristol Colleges i England, og så er det planen for 3. årgangene, at de kommer til USA, siger uddannelsesleder Palle Nielsen.
Eux-tømrer på Tradium består af gymnasiale fag som dansk, matematik, fysik, teknologi, engelsk og samfundsfag samtidig med, at eleven har de eksisterende fag, der findes på den traditionelle tømreruddannelse. Sammensætningen af niveauerne på de gymnasiale fag i uddannelsen sikrer, at erhvervsuddannelseseleverne kan gå direkte ind på den videregående uddannelse, som de har lyst til.
jfr
EUX: Forkortelse for studiekompetencegivende xamen i forbindelse med en erhvervsuddannelse. Xet henviser til, at eux er en gymnasial eksamen på linje med for eksempel stx eller htx. Tradium udbyder eux-forløbet på tømreruddannelsen, men der arbejdes på at udvide inden for blandt andet elektrikerområdet.