23948sdkhjf

To sølvmedaljer går sammen om en fælles fremtid

- Vi er begge udlært hos PP Møbler i Allerød, blev kærester og 1. juni åbnede vi møbelsnedkeriet Egeværk på Hundested Havn, fortæller Mette Bentzen og Lasse Kristensen
- Efter at have afsluttet uddannelsen til møbelsnedker med sølvmedalje, var jeg så heldig at vinde DM i møbelsnedkeri. Senere også det nordiske mesterskab, og i 2007 var jeg med ved VM i denne disciplin i Japan, fortæller 26-årige Lasse Kristensen og fortsætter:

- Ved dette WorldSkills mødte jeg 24 af verdens dygtigste møbelsnedkere, og det var en stor oplevelse. I konkurrencen med dem landende jeg midt i feltet som nummer 13.

Og i fortsættelse heraf blev jeg inviteret til en måneds trainee-ophold hos en berømt japansk møbelfabrik, hvor kvalitet var den helt dominerende målestok. Antal timer talte ikke så meget.

Videre tre måneder hos et trappe-snedkeri på Hawaii, hvor kunderne gerne betalte en million for topkvalitets trapper.

Ingen konkurrencer for maskinsnedkere

33-årige Mette Bentzen har som maskinsnedker ikke været med i tilsvarende faglige konkurrencer. For de findes ikke for maskinsnedkere.

- Men jeg var lige så stolt af min sølvmedalje. Det var vist rigtig mange år siden nogen havde fået sølv i det fag, fortæller hun og tilføjer, at interessen for arbejde med træ kom på en lang jordomrejse i en lille sejlbåd.

- Skibets aptering var af træ, og når noget går i stykker på en sådan rejse, så er det afgørende at finde løsninger, som holder. Undervejs brugte jeg megen tid på at sætte mig ind i, hvordan skibsbyggerne havde sat de forskellige dele sammen. Og jeg besluttede, at jeg i fremtiden ville arbejde med træ.

Bag mig lagde jeg en uddannelse som medie-koordinator. Jeg havde blandt andet arbejdet som web-redaktør for Røde Kors.

Nu mødte jeg op på Roskilde Tekniske Skole for at afprøve de forskellige muligheder med træ. Valget blev helt sikkert maskinsnedkeri. Jeg er meget fascineret af, hvor fint man kan arbejde i træ med maskiner.

Fik hurtigt en måneds arbejde i ordrebogen

Den 1. april købte Mette Bentzen og Lasse Kristensen hus i Hundested; 1. maj stoppede de med at fremstille Wegner stole og borde hos PP Møbler, og de begyndte samtidig at indrette et værksted på Hundested Havn.

Lasse Kristensen:

- Værkstedet skulle være nede på havnen. Her er et vidunderligt miljø af fiskeri- og turistvirksomheder, lystsejlere, skibsbyggeri og ikke mindst færgetrafikken. Jeg nyder at komme herned om morgenen og se lyset, dufte havvandet samt høre mågerne.

Efter nogen tid lykkedes det os at få et lille lokale på 48 kvadratmeter, hvor vi nu restaurerer ældre træmøbler samt også fremstiller nye på bestilling.

Mette Bentzen:

- Vi starter helt bevidst småt op, for vi vil ikke sætte os i gæld. Alt i alt har vi foreløbig investeret 130.000 kr. For at få de nødvendige kvalitets-maskiner til de penge, har vi været rundt og set på ganske mange brugte maskiner. Og vi har været rigtig heldige.

Prismæssigt fakturerer vi blot 250 kr. plus moms per time. Det kan vi nøjes med. Hvilket selvfølgelig betyder, at vores pris for at reparere en stol eller et bord hidtil har ligget fra 800 kr. til 3.000 kr.

Men vi skal se det konkrete møbel, før vi kan sige, hvor lang tid det vil tage at reparere. Dog - når vi har været ude og give et tilbud, er der foreløbig ingen, som har takket nej. Vi har faktisk lige siden starten 1. juni haft en måneds arbejde i ordrebogen. Rygtet om at vi etablerede os, havde stille og roligt spredt sig.

Lasse Kristensen:

- Belønningen for vores arbejde er i høj grad at få den respons – opleve den glæde - som kunderne viser, når de får resultatet af deres bestilling. Men samtidig vil vi også gerne tjene et fornuftigt antal kroner.

Restaurering kan fordoble et møbels levetid

- Vi er fascineret af træ, siger Lasse Kristensen og fortsætter:

- Først og fremmest danske træsorter. Og vi tilbyder at restaurere ikke alene arkitekttegnede møbler, men også stole, borde og skabe med affektionsværdi. Generelt kan der ske en fordobling af møblets levetid.

Videre vil vi gerne fremstille nye møbler. Måske et skab eller en bænk, der skal passe ind i et bestemt mål. Eller en disk til en restaurant. Osv.

Eksempelvis har vi designet "Georg Stage stolen" af skibs eg og med et ryglæn inspireret af hængekøjerne på skoleskibet. Denne stol har der været meget stor interesse for fra forbipasserende turister, hvorfor vi har udformet en planche, som i fotos og tekst fortæller om arbejdsdetaljerne.

Vil øge markedsføringen af Egeværk

Mette Bentzen:

- Foreløbig markedsfører vi os via hjemmesiden www.egevaerk.dk. Og vi har været heldige at få nogen avisomtale. Men vi vil målrettet fortsætte med at markedsføre Egeværk over for brancher og privatpersoner, der måske har behov for det arbejde, vi kan levere.

Herunder vil vi forsøge at opbygge et netværk af virksomheder med tilknytning til vort speciale. Så vi også kan støtte os til en kollegial kontakt. Umiddelbart har de lokale skibsbyggere været så positive, at tage os med i deres kollegiale sfære.

Et godt råd til andre?

Lasse Kristensen:

- Spring ud i det! Tag det slæb, som følger med. Man skal ikke lade sig afskrække af det administrative. Det kan overvindes.

Både Mette og jeg er den type menneske, der populært sagt har krudt i rumpen. For os er det her livet!

Det kan godt være, vi på et tidspunkt udvider med en lærling, for det er sjovt at give sin viden videre. Men større skal vores virksomhed heller ikke være. Det har vi bestemt ingen planer om.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094