Små virksomheder glemmer ejerbogen
En ny undersøgelse fra advokatkæden Advodan viser, at hele 47,3 procent af danske små og mellemstore virksomheder bryder loven ved ikke at føre ejerbøger
Det fremgår af en ny undersøgelse fra advokatkæden Advodan, som viser, at 47,3 procent af SMVerne ikke fører ejerbøger.
Men der er dog i højere grad tale om manglende kendskab til reglerne end bevidst lovbrud fra SMVernes side, påpeger Advodan.
- Når ledelsen har fokus rettet på virksomhedens vækst og drift, glider ting som ejerskab af anparter og aktier ofte i baggrunden. Det kan dog få unødige og opslidende konsekvenser, hvis ejerbogen ikke altid foreligger opdateret, forklarer advokat i Advodan Jeppe Nørregaard.
Nyt begreb
Ejerbogen fungerer som dokumentation for, hvem der ejer aktier og anparter i selskabet.
Begrebet blev indført med den nye selskabslov fra 2010 og er en samlet betegnelse for de tidligere aktiebøger i aktieselskaber og anpartshaverbetegnelser i anpartsselskaber.
Hvis ejerbogen ikke løbende føres ajour, kan der lettere opstå uenighed om, hvem der ejer hvad, og om konkrete køb og salg af aktier eller anparter har fundet sted.
Det er nemlig med notering i ejerbogen, at en ejer af anparter eller aktier varetager sin såkaldte sikringsakt.
- Når en boligkøber for eksempel får tinglyst skødet på sit nye hus, er det hans sikringsakt. Det er noteret officielt, at det er ham, der nu ejer huset. Ejerbogen har samme funktion for ejere af aktier og anparter. Får en køber ikke noteret sit køb af aktier, er han derfor ikke beskyttet mod, at sælgeren for eksempel sælger de samme aktier igen til en anden, forklarer Jeppe Nørregaard.
Snart på internettet
Ofte udstedes der ikke ejerbeviser, og derfor er notering i ejerbogen en købers bedste bevis på og sikring af, at han ejer aktier eller anparter i en virksomhed.
Det er dog ikke kun i forhold til at opdatere ejerbogen, at det halter bagefter hos danske SMVere.
Advodans undersøgelse viser nemlig også, at hele 81 procent ikke ved, at ejerbogen om få år bliver tilgængelig på internettet.
- Alle og enhver kan fremover klikke sig frem til informationer om din virksomhed, og det understreger, hvor vigtigt det er at holde styr på ejerforholdene, siger Jeppe Nørregaard.
Det er ikke alene vigtigt at notere i ejerbogen, når aktier og anparter skifter ejer. Det er også afgørende, at køb og salg af aktier og anparter er veldokumenterede, før de noteres i ejerbogen. Derfor anbefaler Jeppe Nørregaard at få en ekstern part til at føre ejerbogen.cbp