Ny fedtafgift kan få kort levetid
Den nye afgift på fedt, der træder i kraft 1. oktober, kan blive kortvarig. Den kan være i strid med EU-lov.
Men i Håndværksrådet, der blandt andet repræsenterer bagere og konditorer, mener man, at afgiften er ulovlig og i strid med EU-lovgivningen.
- Vi mener, at afgiften minder mere om en told på varer. Og man kan altså ikke indføre en told på nogle vare og bare kalde den noget andet. Helt konkret hindrer afgiften varernes fri bevægelighed, siger Jeppe Rosenmejer, der er EU-jurist i Håndværksrådet.
Ét af problemerne er ifølge juristen, at man i Danmark indfører afgiften hos producenten. For udenlandske varer er det detailleddet, der skal putte afgiften på varerne:
- Det kan betyde, at udenlandske varer bliver billigere end de tilsvarende danske. Tager man en klejne, skal man i Danmark betale afgift af alt det fedt, den steges i, forklarer Jeppe Rosenmejer og fortsætter:
- En udenlandsk klejne er kun pålagt afgift af det fedt, der er i den. Det betyder, at en udenlandsk producent slipper for at betale afgift af de 5-10 procent fedt klejnen suger op. Men danske producenter skal betale afgift af det hele.
Håndværksrådet bad allerede i foråret EU-Kommissionen kigge på afgiften. Og man har i rådet netop fået bekræftet, at kommissionen har taget sagen op.
- Med lidt held vil afgiften få en kort levetid, siger Jeppe Rosenmejer.
Fedtafgiften takseres til 16 kroner per kilo mættet fedt. Det betyder, at en pakke dansk smør på 250 gram, som nu koster 15,50 kroner i butikken, vil efter 1. oktober koste 18,10 kroner. En kvart liter piskefløde stiger fra 8,50 kroner til 9,70 kroner.
/ritzau/