Tilskud til energirenovering
Den nye S-R-SF-regering vil i 2012 og 2013 give tilskud til at energirenovere private boliger gennem en såkaldt energirenoveringsordning, og regeringen har en målsætning om, at husene skal være energirenoveret inden for cirka 30 år
Indtil den nye energirenoveringsordning træder i kraft i 2012, kan man stadig nå at benytte dig af det nuværende håndværkerfradrag, en ordning som udløber ved årsskiftet. Men man kan også ad anden vej få betalt en del af udgiften, når man skifter til energivinduer eller hulmursisolerer. Energiselskaberne vil nemlig gerne give tilskud og dermed "købe" energibesparelsen og få nedbragt CO2-udslippet, hvis man f.eks. udskifter de gamle vinduer med energivinduer, installerer solvarme eller forbedrer isoleringen. Man skal blot søge om og have tilsagn fra energiselskabet, inden byggeprojektet igangsættes. Tilskuddet vil typisk være en fast pris per sparet kilowatttime på et år. Ofte udgør tilskuddet mellem 20 til 40 øre per kilowatttime. Det vil sige, at man med en energiforbedring på eksempelvis 5.000 kilowattimer om året vil kunne opnå et tilskud på cirka 1.000-2.000 kroner.
Eksempler på tilskud
Her et par eksempler på, hvor meget tilskud man kan få ved at energirenovere:
Loftisolering
Et typisk ældre hus med gitterspærloft på 120 m2, og en mangelfuld loftsisolering kan efterisoleres for omkring 18.000 kroner. Her vil energibesparelsen ligge på omkring 40 kWh/år/m2. Det svarer til et tilskud på 1.500-2.000 kroner.
Hulmursisolering
Et parcelhus på 120 kvadratmeter vil typisk koste omkring 11.000 kroner at hulmursisolere. Energibesparelsen vil typisk ligge på omkring 100 kWh/år/m2. Det vil sige et tilskud på 3.000-4.000 kroner.
Energivinduer
I et hus på 130 kvadratmeter. kan en udskiftning af vinduer med 2 lags termoruder til 2 lags energiruder typisk koste mellem 50.000 og 100.000 kroner afhængig af antallet af vinduer, type og materiale. Udskiftningen kan give en varmebesparelse på cirka 145 kWh/m. Det vil i praksis betyde, at en bolig på 130 kvadratmeter kan opnå et tilskud i omegnen af 3.000 kr.
Der er mange gode grunde til at energirenovere sin bolig. I Dansk Byggeri mener man, at en energirenovering af boligen udover et bedre indeklima og en grøn samvittighed også fungerer som fremtidssikring af boligen.
- Alt tyder på, at energi i fremtiden bliver dyrere, og at politikere også i stigende grad vil skrue på energiafgifter. Dermed vil det blive relativt dyrere at bruge energi, siger specialkonsulent i Dansk Byggeri, Jonas Møller.