Flere døre ud af porten
Markedet for døre og porte i træ er på vej frem, lyder det fra PE Porte & Døre i Østjylland
Med den foretagne investering har man sikret sig at kunne levere mere ensartede produkter i et langt hurtigere tempo end før, og især det sidste lægger virksomhedens ejer vægt på, for når en kunde beslutter sig for et køb, må der ikke gå seks-otte uger, nej, ubehandlede døre skal kunne leveres fra uge til uge, og denne målsætning kan opretholdes med de nye maskiner, lyder det fra Henning Jensen, der overtog PE Porte & Døre i juni 2008. Inden da var han direktør i Jyde Port i Løsning, og med erfaringer fra drift af egen tømrervirksomhed samt lederstillingen i port- og dørbranchen føler han sig godt rustet til at holde trådene sammen og øge fokuseringen i et tæt samarbejde med den tidligere ejer Henning Sørensen, der ved ejerskiftet fortsatte som produktionschef.
Omsætningen fordoblet
Effektiviseringer og optimeringer har da også ført til, at hvor der i 2007 blev produceret med røde tal på bundlinjen, har det sidste par år vist rigtig god fremgang, så der nu igen er overskud.
- I de første to år efter overtagelsen har vi fordoblet omsætningen, og tallet på bundlinjen har fået den rigtige farve igen, som Henning Jensen udtrykker det over for Mester Tidende, og han tilføjer, at det er hans hensigt, at virksomhedens omsætning skal fordobles igen inden for de næste to år.
For at opfylde det ambitiøse mål er anskaffet endnu en cnc-maskine til fabrikken, hvor der er 1500 kvm til rådighed, så nu er der mulighed for, at de ansatte i produktionen kan få endnu mere fra hånden, nemlig som Henning Jensen udtrykker det - ved at bruge hænderne så lidt som muligt og overlade alle standard/rutineopgaverne til de computerstyrede maskiner.
Godt en snes døre og tre-fire porte ryger i gennemsnit ud af døren hver dag på virksomheden alle sammen på ordre og specialfremstillede, dvs. intet ryger på lager, og lastbilen holder klar til at fragte døren eller porten ud til kunden, så snart overfladebehandlingen er tør.
Den ny maskininvestering er bl.a. frugten af et samarbejde med Teknologisk Institut, som er kommet med oplæg til, hvordan arbejdet i virksomhedens syv mand store produktionsafdeling kan effektiviseres yderligere.
Nu også branddøre fra Rask Mølle
Opgraderingen af maskinparken har også betydet noget andet positivt, nemlig at PE Porte & Døre nu har indledt produktionen af branddøre med spor, fyldninger og glas efter en vellykket test og godkendelse på DBI Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut den 20. september 2010.
- Vi forventer os et fornuftigt marked for os af dette ny tiltag, ikke mindst fordi branddørene produceres individuelt efter kundeønske og med forskellige design, bundløsning m.v., men især også fordi der er kommet nye regler, der betyder, at en dør f.eks. fra en garage og ind i huset skal være en branddør, og med godkendelsen er vi nu i stand til at lave branddøre, der matcher de almindelige døre i huset. Vi leverede de første branddøre i november sidste år, og dette ny tiltag vil i løbet af 2011 blive fulgt op af endnu et tiltag, som skal give os et løft i branchen, siger Henning Jensen, uden at han dog på nuværende tidspunkt ønsker at løfte mere af sløret for, hvad virksomheden har på bedding. Kun ønsker han at sige, at det for virksomheden handler om at erobre markedsandele. I forvejen sidder PE. Porte & Døre på cirka en tredjedel af markedet for træporte, mens markedsandelen for trædøre naturligvis er begrænset, for her er mange flere producenter om buddet. - Til gengæld, siger Henning Jensen, kan vi producere døre i alle mulige spændende designs, og vi mærker klart i markedet, at både døre og porte i træ er hastigt på vej frem. Drømmen om et nybygget hus er i dag måske urealistisk for mange, og i stedet vælger man måske at renovere og sætte en ny dør eller garageport i. Når det f.eks. gælder porte i stål er der kun to muligheder for at pynte på produktet, enten med fyldninger eller vandrette planker, men i træ kan vi lave alle mulige specialdesigns, så træ vender mere og mere tilbage. Det mærker vi hos vore kunder, trælaster og tømmerhandler over hele landet.