SF vil have bedre styr på regnvandet
Ekstreme vandmængder har fået politikerne på banen med forslag til investeringer i kloaknettet
Flere gange her henover sommeren har især københavnerne måtte sande, at naturkatastrofer ikke bare hører til i fjerne lande.
- Alt for mange af os har vand i kælderen i disse dage. Noget som vi i langt højere grad kunne have undgået, hvis regeringen havde været villige til at gennemføre en strategi for klimaændringer, der tager højde for massive vandmængder. Men nej - desværre har regeringen siddet på hænderne, og resultatet mærker de fleste af os overskudsvand som oversvømmer vores kældre, siger SFs miljøpolitiske ordfører Pia Olsen Dyhr.
Derfor ønsker Pia Olsen Dyhr en samlet strategi, hvor vandafstrømning sikres, kloakkerne renoveres, og flere "overflade til vandafledning" skabes. Hun erklærer, at SF er villig til at fremrykke offentlige investeringer, så kommunerne reelt kan handle på problemet.
Åben for fremrykning
Miljøminister Karen Ellemann (V) har allerede iværksat initiativer, der blandt andet skal få boligejerne til at investere i nedgravning af faskiner, der kan adskille regnvand fra kloakkerne. Ministeren foreslår bl.a., at der skal kunne opnås besparelse på spildevandsregningen, hvis man selv tager initiativer.
- Det er vigtigt, at folk selv er med til at aflede deres regnvand, men klimaforandringerne betyder store udsving i vores vejr, og derfor er vi nødt til også at tænke på, hvad vi gør med statens og kommunernes arealer, så regnvandet ender i grundvandet i stedet for vores kældre. Samtidig skal vi sikre en ordentlig afledning af vandet fra vores veje, så vi ikke oplever, at vore motorveje må lukkes på grund af vandet, siger Pia Olsen Dyhr, der vil bruge et par mia. kr. af de fremrykkede offentlige investeringer, som den røde plan opererer med, til at renovere kloaknettet.