23948sdkhjf

Flugtscener ved byggepladskontrol

Det er ikke kønt alt det, der gemmer sig bag ligusterhækkene, viser fælles aktion fra Skat og Arbejdstilsynet
Der åbner sig det rene klondike bag villahækkene med sort arbejde, ulovlige firmaer og livsfarlige forhold, når Skat og Arbejdstilsynet kører på fælles kontrolaktion på byggepladserne.

En halv snes mand stak således simpelthen af over plankeværk eller ud over marker, da Skat og Arbejdstilsynet onsdag den 2. november besøgte byggepladser over hele landet.

- I betragtning af, at byggebranchen synes, der er så stille i branchen, så var det vores oplevelse, at der var nogen, som havde fuld fart på - i hvert fald fart på med at komme væk for ikke at blive konfronteret med os, siger en sarkastisk Allan Kok, projektleder i Skat og koordinator for aktionen på Sjælland uden for hovedstadsområdet.

Han og hans medarbejdere traf i alt 60 virksomheder på 21 sjællandske byggepladser. Otte udenlandske virksomheder var ikke registreret - hverken i Skats systemer eller i RUT. To virksomheder var konkursramte, og i alt 16 virksomheder havde forhold, som skal granskes nærmere.

- Det var et overraskende stort antal virksomheder, der ikke havde forholdene i orden. Vi vidste godt, at vi ville støde ind i problemer, men det er chokerende, at hver ottende virksomhed slet ikke er registreret. Det kan så diskuteres, om det er ukendskab til reglerne eller om det er bevidst omgåelse for at leve i det skjulte - eller der er lidt af hvert. Der er tale om et øjebliksbillede, men det giver anledning til, at vi skærper vores fokus på dette område, siger Allan Kok.

Han oplyser, at Skat ved genbesøg på de byggepladser, hvor mange havde travlt med at komme væk, vil prøve at få politi med hunde med.

De otte udenlandske virksomheder uden RUT-registering er af Arbejdstilsynet indstillet til en bøde. Også bygherren på opgaverne med de ulovlige firmaer, kan forvente en bøde, idet hvervgiveren har pligt til at sikre sig, at det udenlandske firma arbejder lovligt i Danmark.

Broget billede

Heller ikke Arbejdstilsynet var tilfreds med hvad man så på villavejene.

- Der var stort set ikke et byggeprojekt ude i villakvartererne, hvor forholdene var i orden, Men sikkerhedsreglerne er de samme om det er et stort eller et lille byggeri, og man slår sig altså lige så fordærvet, hvis man dratter ned fra et villatag i 6 meters højde, som hvis var man faldet fra et stillads ved at stort kontorhus, siger kontorchef Jens Skovgaard Lauridsen.

- Og det var sådan set ligegyldigt, om det var dansk eller udenlandsk arbejdskraft. Der var ikke den store forskel. Men der er tale om et broget billede af udenlandsk arbejdskraft, dels en del, der er direkte ansat i danske virksomheder, dels arme-ben-konstruktioner, hvor den udenlandsk arbejdskraft optræder som selvstændige men reelt er under instruktion af andre. I de tilfælde har det, vi betragter som den reelle arbejdsgiver, også arbejdsgiverforpligtelsen i forhold til arbejdsmiljøloven, siger han.

For Arbejdstilsynet var der tale om opfølgning på en lignende kontrol for tre uger siden. Man noterer, at stort set alle de forhold, der dengang gav anledning til at igangværende arbejde blev standset på stedet, var bragt i orden. Til gengæld fandt man så andre livsfarlige forhold, som medførte i alt 115 forbud eller strakspåbud, som indebærer at arbejdet blev standset og først kan genoptages, når forholdene er i orden.

I byggeriets organisationer er der tilfredshed med, at Arbejdstilsynet og Skat opprioriterer indsatsen på villavejene.

- Det gør ondt at se på, at nogle dele af byggebranchen – både fra ind- og udland – er villige til at gå på kompromis med sikkerheden for at kunne udføre arbejdet billigere. Derfor er vi glade for, at Arbejdstilsynet nu i højere grad også koncentrerer indsatsen på villavejene, siger Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089