23948sdkhjf

Social dumping bliver et varmt politisk emne

SF vil skærpe kursen mod de østeuropæiske pirater på byggepladserne
Det helt store emne på LO’s kongres har været de stigende problemer med social dumping, der ikke mindst har ramt byggesektoren.

SF’s arbejdsmarkedspolitiske ordfører Eigil Andersen understreger, at social dumping er "en trussel mod danske lønmodtagere, hvis job bliver undermineret":

- Men det er også en trussel mod hele velfærdssamfundet. Derfor er der et stort behov for, at staten sætter ind med en mere effektiv kontrol. Det er absolut ikke kun fagbevægelsens ansvar. Det er også arbejdsgivernes og statens ansvar. Hvis det danske lønniveau sænkes til østeuropæisk niveau, vil der komme langt mindre beløb ind i samfundets kasser i skat, hvilket er en trussel mod vores fælles velfærd, siger Eigil Andersen.

Stigende frustration

LO’s formand Harald Børsting sagde på kongressen blandt andet, at han forstår danskernes frustration over at blive fyret, mens der anvendes en stigende andel af udenlandsk arbejdskraft, og derfor foreslår SF at skærpe kontrollen over for udenlandske virksomheder og udenlandske arbejdstagere ved at oprette ét samlet kontrolorgan, hvor myndighederne arbejder sammen.

I dag er ekspertisen spredt ud over SKAT, politiet og Arbejdstilsynet, der foruden arbejdsmiljø også har fået opgaven med at kontrollere, at udenlandske firmaer opfylder kravet om at registrere sig i RUT:

- SKAT, Arbejdstilsynet og politiet skal have 45 millioner kroner ekstra om året til mere kontrol på området, og hvis registrering i RUT ikke er sket, skal Arbejdstilsynet kunne stoppe arbejdet på byggepladsen. Samtidig skal arbejdsmarkedets parter have 15 millioner kroner til at oplyse og føre kontrol med, at virksomhedernes løn- og arbejdsforhold følger danske regler, siger Eigil Andersen.

Tidligere registrering

Reglerne om tilmelding til RUT skal desuden skærpes, så alle udenlandske firmaer, der vil arbejde i Danmark, skal anmelde sig til RUT-registret mindst otte dage inden, arbejdet påbegyndes. I dag skal det først ske, når arbejdet går i gang, og flere aktioner på byggepladser har vist, at mange ikke er registreret.

Dertil kommer, at SF vil indføre kædeansvar, så myndighederne kan opkræve manglende betaling af skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms fra underentreprenører eller bygherrer:

- Der er mange fup og svindel firmaer fra eksempelvis Polen mellem netop underentreprenørerne, og derfor vil bygherrer og hovedentreprenører fremover være mere forsigtige med, hvem de hyrer som underentreprenører. Hovedentreprenørerne skal ikke kunne løbe fra ansvaret for, hvad deres underentreprenører laver, siger Eigil Andersen videre.

EU på banen

Han vil i øvrigt også indføre krav om ID-kort på byggepladserne for firmaer, der er blevet registreret i RUT, så myndighederne lettere kan foretage den nødvendige kontrol.

Og så skal der i højere grad kunne skrides ind over for "arme-ben-firmaerne", der misbruges til at omgå EU’s regler:

- Det er et kæmpe problem. Man må arbejde mere med at få afklaret, om der er tale om lønmodtagere eller et reelt ikke eksisterende firma kun opfundet til lejligheden. Vi skal i det hele taget have EU mere på banen og have en social protokol, hvoraf det fremgår, at EU skal respektere den nationale konfliktret i stedet for at EU-domstolen underkender dem, siger Eigil Andersen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.072