Østbyggefolk anklages for at stå bag ny fidus
3F støder nu på en ny selskabsform, som ifølge fagforeningen er opfundet for at undgå faglige problemer
Forhandlingssekretær i Byggegruppen i 3F, Palle Bisgaard fortæller til Mester Tidende, at 3F i øjeblikket er i gang med at afslutte undersøgelserne i to sager om polske firmaer, som arbejder under entreprenører, der henholdsvis er medlemmer hos Dansk Håndværk og Dansk Byggeri.
Han vil ikke komme nærmere ind på navne endnu, men siger, at de pågældende polske byggefolk er involveret i større danske byggeprojekter på Sjælland.
Alle medejere
Polakkerne optræder under en ny form for virksomhedsform, hvor de sammen er medejere af et byggefirma, og det betyder, at de i stil med enkeltmandsfirmaer alle er selvstændige, og derfor ikke skal have en overenskomst, da ingen er ansatte.
- Vores klare opfattelse er, at de pågældende har valgt at dække sig ind under denne virksomhedsstruktur for at undgå at skulle leve op til de danske arbejdsregler. Og vi har en mistanke om, at de er blevet instrueret af deres danske bagmænd til at gøre, som de har gjort, siger Palle Bisgaard til Mester Tidende.
De pågældende to polske byggesjak har fortalt fagforeningen, at de hver især er fra et firma, som på polsk kaldes et S.C., som betyder et civilt selskab.
De er alle medejere af dette firma, og det betyder, at de ikke skal arbejde efter nogen overenskomst.
Fagjuridisk kan det sammenlignes med enkeltmandsfirmaer, som i praksis betyder, at de kan gå til hvilken som helst indtjening, uden at nogen kan få det at vide.
Palle Bisgaard sammenligner den polske selskabsform med kommanditselskaber.
De polske S.C.-firmaer er ganske rigtigt oprettet i Polen, men Palle Bisgaard mener, at de er opfundet for at kunne udføre billigt arbejde for danske etablerede og organiserede firmaer, som så undgår faglige problemer.
3F forbereder nu en faglig sag på organisationsplan.
Den nye virksomhedsform kommer i kølvandet på, hvad, fagforeninger mener, er et stigende problem med falske enkeltmandsfirmaer i den danske byggebranche.