Stor kampagne øger vvs-salg
En stor, offentlig kampagne fra Go Energi sætter fokus på energibesparelser ved tjek af boligejeres varmeanlæg. Det betyder flere opgaver for vvsere
Så enkelt er budskabet i en ny, stor kampagne fra den offentlige organisation, Go Energi. Kampagnen går i luften den 5. september og kan give flere opgaver for vvsere. Det vurderer projektleder Martine Kildeby fra Go Energi. - Vores undersøgelser viser, at syv ud af ti ikke er klar over, at de kan forbedre driften. Når folk først får set på varmeanlægget, kan det afføde en række nye opgaver for vvsere, siger Martine Kildeby.
Kampagne i to måneder
Kampagnen skydes i gang gennem blandt andet tv-reklamer og sociale medier og kører i september og oktober. TEKNIQ er positiv over for kampagnen.
- Branchen har allerede stor fokus på energibesparelser. Vi er glade for, at Go Energi nu sætter alle kræfter ind for at vise forbrugerne de store fordele, der kan være ved at få tjekket sit varmeanlæg, siger Christian Jarby, chef for teknisk afdeling i TEKNIQ.
Tjekliste fører til opgaver
Som en del af kampagnen udformer Go Energi en Tjekliste for varmeanlæg til boligejere. De fingernemme kan selv gennemgå Tjeklisten, men der er også mulighed for at få en autoriseret vvs-installatør til det.
En gennemgang af Tjeklisten af en vvser kaldes et "Go Energi-tjek" og tager cirka 1-1½ time.
- Ud over tjekket i sig selv kan gennemgangen af anlægget føre til yderligere vvs-opgaver som for eksempel installation af cirkulationspumper, automatik og efterisolering af rør og andre dele, siger Martine Kildeby.
Formålet med Tjeklisten er at optimere hele varmeanlægget. Et Go Energi-tjek supplerer de eksisterende serviceeftersyn, blandt andet ved at komme ud i radiatorsystemet.
Tilbyd Go Energi-tjek af varmeanlæg
Et Go Energi-tjek er et all-round tjek, der supplerer de eksisterende serviceordninger ved også at inkludere rør, radiatorer og automatik. Som vvser kan du tilmelde dig som udbyder af Go Energi-tjek af varmeanlæg, så du kommer på listen over udbydere på Go Energis hjemmeside og kan markedsføre dig som udbyder af tjekket.
- Det er nemt at gå til for vvseren og en overkommelig pris for forbrugeren. Man kan sælge tjekket på, at det altid kan betale sig for forbrugeren på grund af de betydelige energibesparelser, siger Martine Kildeby.
Go Energi opfordrer vvserne til at udbyde Go Energi-tjek. Tilmelding sker på www.GoEnergi.dk/GoEnergiTjek, hvor man også kan læse mere om fordele og betingelser. jfr
Kampagnen
Go Energis kampagne kører i september og oktober gennem blandt andet tv-reklamer og sociale medier og opfordrer boligejerne til at få tjekket deres varmeanlæg.
Vvsere kan tjene penge på at udføre "Go Energi-tjek" af boligejeres varmeanlæg. Tilmelding sker på www.GoEnergi.dk/GoEnergiTjek, hvor man også kan læse mere om fordele og betingelser.
På www.GoEnergi.dk/kampagnemateriale kan man læse mere om kampagnen, finde gratis kampagnematerialer og bestille streamere til sine biler.
På www.GoEnergi.dk/haandvaerkerlisten findes en række gratis energiløsninger, der blandt andet guider i at udføre energirigtigt vvs-arbejde.