23948sdkhjf

Optimering er nøgleordet

Tømrerfamilie i Sønderjylland står bag hvad de kalder landets billigste lavenergihus
En tømrerfamilie i Sønderjylland har været med til at udvikle et lavenergihus i nordisk stil, som de kalder "Nordic Living", og de er ikke blege for at stemple det som landets billigste af slagsen.

Der er ikke bygget så mange lavenergihuse i Danmark, selv om fordelene ved lave årlige energiudgifter er indlysende. Husene har været for dyre at opføre, og det er netop det, tømrerfamilien med firmaet Alterna Huse A/S i Rødekro vil lave om på, så de tog for cirka et år siden i samarbejde med arkitektfirmaet Arkitekon og tømmerhandelskæden Bygma og diverse leverandører første spadestik til det ny lavenergihus i en enkel nordisk stil, som nu står færdigt i en ny udstykning på Fredstedvænget i Haderslev. Det skal vise byggebranchen og private, at det godt kan lade sig gøre at være økonomisk, både når man skal bygge og bo. Optimering er nøgleordet.

- Det har fra start været målet at holde udgifterne langt under normalen for denne type hus – uden at gå på kompromis med krav til kvalitet og komfort. Det er lykkedes, fordi alle parter har lagt hovederne i blød og har arbejdet sammen på en ny konstruktiv måde, siger Allan Svane Nielsen til Mester Tidende. Han er en af de tre indehavere af Alterna Huse.

Optimering

Han fortsætter:

- Et af kravene har været, at huset skulle opføres i præfabrikerede byggematerialer og i materialer, der kunne gøre huset energivenligt uden ekstra omkostninger

Vi har haft mange dialoger, og det har været et kæmpe beregningsarbejde at finde frem til, hvilke materialer, der skulle anvendes. Vi har især optimeret på fire områder. Det drejer sig om vinduer, fundament, ydervægge, ventilation og jordvarme, som er den energiform, der skal varme huset op. Al teknik er samlet i midten af huset. Fremtidens krav til nybyggeri er også tænkt ind i huset. Det lever op til de skrappeste krav i det nye byggereglement BR10, der trådte i kraft i 1. januar 2011, og det klassificeres som et lavenergihus klasse 2015.

Vi har som sagt arbejdet meget med optimering sammen med vore håndværkere og leverandører, både når det gælder indretning, materialer og ikke mindst isolering, og så er huset stort set vedligeholdelsesfrit.

Der er tale om et traditionelt hus af gasbeton indvendigt og mursten udvendigt, men i en mindre del af huset – køkken/alrum og stue - er der valgt en træbeklædning og ekstra isolering. Alle tiltag er gjort for at få det årlige varmeforbrug så langt ned som muligt, og vi lander på et forbrug til opvarmning og varmt vand på ca. 5.000 kr. om året. For et standardhus som det første af slagsen på 171 kvm, men uden forkromede detaljer er prisen 11.000 kr. pr. kvm.

På spørgsmålet hvordan han kan vide, at det er landets billigste af slagsen svarer Allan Svane Nielsen, at han ikke har set prisen billigere noget steds herhjemme.

Stamkunder

Allan Svane Nielsen tager sig af salg, økonomi og markedsføring. Han er søn af firmaets stifter, tømrermester Lorens Nielsen, som startede helt tilbage i 1979 med om- og tilbygninger overalt i det sydjyske, og som fra 1987 stiftede og siden har stået for den daglige ledelse af Alterna Huse, hvor det nu gælder nybyggeri af arkitekttegnede, individuelle parcelhuse. Efter et begyndende generationsskifte i 2002 er også en anden søn, den ligeledes tømreruddannede Henrik Nielsen efter først af have drevet selvstændigt tømrerfirma igennem tre år, kommet med i ledelsen af firmaet. Han fungerer sammen med faderen som tilsynsførende på igangværende byggerier og er derudover ansvarlig for indkøb af materialer, maskiner mv. Alt tømrer-, snedker- og malerarbejde samt murer- og støbearbejde udføres af egne håndværkere, mens kloak-, el- og vvs-entrepriserne udføres i samarbejde med et fast team af lokale leverandører.

Allan Svane Nielsen, glæder sig over, at virksomheden, der p.t. opfører cirka 20-25 huse om året primært i Sønderjylland, i kundekredsen har en række gode stamkunder, bl.a. er der en familie i landsdelen, som i alt fire gange har købt et af firmaets huse i takt med flytning og ændrede behov i familien.

- Det er meget usædvanligt, men det er jo den bedste ros et firma kan få. Mange familier vælger i dag at bygge et nyt hus frem for at købe et eksisterende. Men at en familie i løbet af 12 år bygger fire huse fra samme firma er usædvanligt. Vi bygger faktisk ikke to huse, der er ens. Nogle kommer med deres egen tegning, som vi så arbejder videre med. Andre har designet deres hus ved at kombinere tre forskellige huse, som vi tidligere har bygget, fortæller Allan Svane Nielsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.068