Ulovlig el bliver afsløret i fremtiden
Ændring af huseftersyns-ordning betyder, at farlige installationer nu opdages, og det kan minimere uautoriseret el-arbejde
Fra februar skal der nemlig stilles krav om eleftersyn ved ejerskifteforsikring, og det vil både afsløre farlige elinstallationer, samtidig med, at det vil have en præventiv effekt, da husejere i fremtiden i højere grad vil benytte autorisere elektrikere, hvor det er et lovkrav.
Chef for teknisk afdeling i Tekniq Christian Jarby mener, at den ny model er en optimal løsning for sikkerhed på elområdet.
- Det er til gavn for alle parter, at der nu er kommet et eleftersyn i forbindelse med tegning af ejerskifteforsikring. Det vil i højere grad sikre husejerne mod ulovlige og farlige installationer, og vi forventer også mindre ulovligt elarbejde i fremtiden, siger Christian Jarby til Mester Tidende.
Fra februar
Det nyreviderede huseftersyns-ordning træder i kraft den 1. februar.
Et af de nye elementer er, at der i forbindelse med ejerskifteforsikring skal hyres en elektriker, der skal udarbejde en eleftersynsrapport i tillæg til den nuværende synsrapport. Konkret, hvordan rapporten vil se ud, er endnu ikke besluttet, men Christian Jarby forventer, at tilsyns-elektrikeren skal krydse en tjekliste af i skemaform.
Eftersynet vil bestå af en gennemgang af bygningens elektriske installationer med henblik på at finde eventuelle fejl, mangler eller nedslidning.
Der vil blive foretaget stikprøvekontroller af de enkelte installationer, ligesom beskyttelsen mod brand og stød, eltavlen, HFI/HPFI-relæet og eventuelle løse ledninger eller kontakter med mere bliver tjekket.
Trænger til kontrol
Og der er et område som trænger til kontrol.
Mester Tidende har tidligere beskrevet den udbredte brug af ulovlig elarbejde.
Det byggede på en undersøgelse foretaget af tilsynsmyndigheden på området, Sikkerhedsstyrelsen.
Undersøgelsen viste, at en række autorisationskrævende el-opgaver ofte klares af ufaglærte husejere.
Blandt andet erkendte 44 procent af de interviewede husejere, at de selv har opsat halogenlamper, hvis transformer, lamper og ledninger er købt hver for sig - som det hedder.
17 procent af de adspurgte har installeret eller selv udskiftet udendørs stikkontakter, mens 14 procent selv har udvidet eksisterende elinstallationer inde i boligen ved for eksempel at sætte nye stikkontakter op.
Alle disse tre er ulovlige at udføre, med mindre man har autorisation til det.
Alt dette forventer Christian Jarby fra Tekniq, at der nu bliver lagt en dæmper på.
- Alle fornuftige husejere vil nok lige tænke sig om ekstra gang, inden de kaster sig over at udføre elinstallationer, der kan vise sig at give problemer i forbindelse med et eventuelt kommende salg af boligen, siger han.
Og han mener, at dette budskab vil trænge igennem i disse tider, hvor det er købers marked, og husejerne er nødt til at gøre deres huse meget salgbar, og det bliver det ikke, hvis der opdages farlige elinstallationer ved huseftersynet.
Ordning
giver 100 nye elektrikerjobs
Ud over øget sikkerhed på elområdet forventer brancheorganisationen Tekniq også, at den nye huseftersynsordning og elkrav til ejerskifteforsikring vil give flere elektriker-stillinger.
De seneste år har der i gennemsnit været knap 60.000 hushandler om året, og der bliver tegnet ejerskifteforsikring i to tredjedel af alle handler.
Tekniq forventer derfor, at der fremover skal udarbejdes omkring 40.000 eleftersynsrapporter om året, hvilket ifølge chef for teknisk afdeling i Tekniq, Christian Jarby, kan svare til omkring 100 årsværk eller stillinger.