Udlændinge på danske nummerplader
Skat oplever konstant udenlandsk tilstedeværelse, men flere kører nu i danskregistrerede biler
Ifølge afdelingschef i Skat Midt- og Sydsjælland, Per Andersen, er der flere forklaringer på dette.
Det kan være, at deres danske hvervgiver eller entreprenør låner dem en bil eller en firmabil, men det kan være for at skjule sig i mængden.
Undgår opmærksomhed
- Der er jo rigtig meget skriveri og fokus på dette område. Og der er en række både danskere og udlændinge, som benytter sig af blandt andet østeuropæisk arbejdskraft, fordi det er billigt, og der er penge at spare. Og der er flere situationer, hvor reglerne ikke bliver efterlevet. Så det kan jo tænkes, at nogle ønsker mindre opmærksomhed omkring det, og så hjælper det jo med biler med danske nummerplader, siger Per Andersen til Mester Tidende.
Skat Midt- og Sydsjælland, oplever i deres region, at de mange udenlandske bygningsarbejdere, der kom i vækstperioden i den danske byggebranche, ikke er blevet til flere, men til gengæld holder sig på samme antal, og det betyder, at de jo udgør en større del af den danske byggebranche, der er skrumpet ind.
Afdelingschef Per Andersen kan ikke slå fast, om der er mere eller mindre skattesnyd på dette område.
Men han oplever, at danske skatteborgere i stigende grad er blevet opmærksom på, at arbejdsreglerne bliver fulgt, så derfor får Skat et stigende antal anmeldelser, og Skat gør en stor indsats for at følge hurtigt op på dem alle, lover Per Andersen.