Ny forening vil kæmpe for bedre huseftersyn
110 bygningssagkyndige mener tilstandsrapporter lider under tidspres grundet monopol de ønsker fordelingssystem
- Vi er nødt til at ændre hele markedet for huseftersyn, da både tilstandsrapporter og energimærker i dag bliver styret af en masse interesser, der presser en masse rapporter igennem til en urealistisk lav pris. De bygningssagkyndige i de store firmaer er i dag under så stort pres for at nå så mange rapporter, at det i mange tilfælde ikke udføres ordentligt. Det må der ændres på både for de bygningssagkyndige skyld, men også for hussælgers og købers skyld, da de i dag risikerer at få utroværdige tilstandsrapporter og energimærker, siger den nye brancheforenings formand Hans-Erik Bønnelykke fra firmaet Arkitektkontoret -Tranekaer.dk ApS.
Den nye forening kaldet FUBE (Foreningen af frie og uafhængige bygningssagkyndige og energikonsulenter) blev stiftet fredag den 4. november, og 50 firmaer mødte op, men foreningen er nu oppe på 110 medlemmer.
30 også i BfBE
30 af dem er også medlemmer hos BfBE (Brancheforeningen for Bygningssagkyndige og Energikonsulenter), som FUBE mener i udbredt grad kun repræsenterer de store firmaers interesser.
Ifølge FUBE har de store virksomheder i BfBe aftaler med forsikringsselskaber, der skubber de mindre selvstændige bygningssagkyndige helt ud af huseftersynsmarkedet.
Og ifølge FUBE er konsekvensen prispres og dårligere rapporter.
Ifølge FUBE er årsagen paradoksalt nok regler om ingen kontakt mellem ejendomsmæglerne og de bygningssagkyndige. Det har skubbet magten over på forsikringsselskaberne, der både ejer og har store interesser hos ejendomsmæglerforretninger, som også anviser forsikringsselskaber til hussælgere.
FUBE anklager så forsikringsselskaberne for at forhandle med bestemte større bygningssagkyndig-firmaer, der presses i bund prismæssigt.
Central fordeling
De nye udbrydere ønsker et opgør med det system. Og de ønsker en central fordeling af huseftersynsopgaver, så alle bygningssagkyndige får mulighed for at få opgaver.
Men det er BfBE totalt uenig i da, de mener, at en central fordeling vil ødelægge, hvad de kalder den fri konkurrence på området.
BfBE afviser også anklagerne om eksklusivaftaler mellem bygningssagkyndige og forsikringsselskaber. Formanden Tommy Glindvad mener, at der er et fair konkurrencesystem i dag, som en brancheforening i øvrigt ikke kan blande sig i.
Han kan dog medgive, at priserne på tilstandsrapporter og energimærker i dag er presset bekymrende langt ned, men han mener ikke, at det påvirker kvaliteten, og det beviser statens kontrol på området.
Tommy Glindvad er ked af dannelsen af den nye forening, men han frygter ikke, at udviklingen, og at det store frafald får betydning for de resterende medlemmer i BfBE i form af omsætningsfald.
Står ved kritik
- Jeg har i mange år levet i dette system og oplevet at blive sortlistet, fordi man ikke ønskede de grundige rapporter. Så det er en helt lettelse nu at stå frem ærligt og sige, at jeg vil lave ordentlige rapporter uden pres fra nogen. Så jeg glæder mig faktisk til at blive sortlistet, siger Hans-Erik Bønnelykke til Mester Tidende.