23948sdkhjf

AART slår stregerne til nyt sundhedshus på Diakonissestiftelsen

AART vinder konkurrence om nyt sundhedshus på Diakonissestiftelsen
Med følsom poesi i facaden og funktionel robusthed i husets indre har AART architects ramt tonen i et byggeri, der skal invitere til sundhed, innovation og fællesskab

Ideen om at overdække gårdrummet og skabe en lys og levende atriumgård som nyt samlingspunkt på Diakonissestiftelsen opstod for to år siden under konkurrencen om en helhedsplan. AART architects har i en ny arkitektkonkurrence omsat visionen til søjler og glas.

Mod Peter Bangs Vej er atriumgården indrammet af et nyt sundhedshus, som på de øverste etager er omsvøbt af en let skærm med et pixelleret motiv af en trækrone, mens stueetagen fremstår åben i glas. Den nye bygning er formet som en vinkel, der ud til atriumgården har åbne balkoner. Eksisterende facader danner de to andre vægge i det store, glasoverdækkede rum.

AART med MOE Rådgivende Ingeniører som underrådgiver er det ene af de to teams, som ved afslutningen af konkurrencen i december 2013 blev inviteret til at arbejde videre med deres forslag. Mogens Madsen, formand for Diakonissestiftelsens bestyrelse og formand for dommerkomiteen, er yderst tilfreds med resultatet.

- AART's forslag har virkelig løftet sig og lever nu i høj grad op til vores drømme og forventninger om et inviterende, levende og samlende hus. Allerede i de første skitser var det lykkedes AART at skabe en lys og venlig atriumgård, men sundhedshusets facade mod Peter Bangs Vej var blevet alt for anonym. Nu har vi et hus, der på samme tid fortæller om alt det nye og innovative, Diakonissestiftelsen kan, og føjer sig ind mellem de gamle, røde bygninger på en respektfuld måde.

Sundhedshuset, som skal indrettes både i den nye bygning og i en af de eksisterende bygninger, vil bestå af klinikker til privatpraktiserende læger, psykologer og andre sundhedsfaglige specialer, motionsfaciliteter, et Living Lab til afprøvning af velfærdsteknologi og meget mere. Atriumgården skal være Diakonissestiftelsens nye mødested med kantine, café, lounge, møderum samt plads til udstillinger og store arrangementer.

- Med kombinationen af sundhedshus og atriumgård ønsker vi at udnytte den faglige synergi på Diakonissestiftelsen og lægge op til nye typer samarbejde om velfærd, sundhed og social omsorg, siger Mogens Madsen.

Borgmester på Frederiksberg, Jørgen Glenthøj (K), har ligesom to andre medlemmer af kommunalbestyrelsen siddet i dommerkomiteen sammen med repræsentanter for Diakonissestiftelsens bestyrelse og direktion. For borgmesteren er det især afgørende, at det nye hus tilfører værdi til byen.

- Med AART's forslag kobler Diakonissestiftelsen sig til byen på en ny måde. Atriumgården kan blive et aktivt og levende mødested og en berigende oplevelse både for patienterne og for andre borgere, der får lyst til at sætte sig med en kop kaffe, se en udstilling eller dyrke motion. Facaden kan blive et spændende tilskud til byrummet.

AART's idé om at bruge livets træ som metafor passer godt til Diakonissestiftelsen og til Frederiksberg, hvor træerne og det grønne er en vigtig del af vores identitet. Jeg tror, facaden vil kunne stå smukt til de store, gamle træer, som i forvejen er en del af Diakonissestiftelsens ansigt mod byen.

tøtte
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142