23948sdkhjf

Det er det de unge vil ha: Praktisk Matematik

Tradium i Randers satte faget Praktisk Matematik på skemaet hos 8. klasse på Auning Skole.
Selv om Severine Henningsen fra 8.c på Auning Skole ikke har tænkt sig at blive murer, så var det på ingen måde spildt energi, da Tradium i Randers havde sat "Praktisk Matematik" på skemaet i forbindelse med et besøg på skolen, der rummer overbygningen for hele den vestlige del af Norddjurs Kommune.

- Vi har lært at beregne, hvor mange sten, der skal bruges til at bygge en mur op. Og så har vi haft til opgave at finde ud af, hvor meget mørtel, der skulle bruges, fortæller Severine, efter hun lige har lagt murerskeen fra sig efter sin debut som murer.

- Det har været meget sjovt, og så har vi fundet ud af, hvad det faktisk er vi kan bruge matematik til, når vi skal videre.

Mere levende undervisning

Rasmus Pape Sørensen fra 8. C. har det fint med faget matematik, men glæder sig over den meget mere levende undervisning, som dagen har budt på.

Sammen med sin gruppe har Rasmus haft til opgave at studere en tegning over en konstruktion med mini-tagspær, som efterfølgende skal saves til og lægtes på små "huse" som Tradiums faglærer har bragt med sig.

Og her går opgaven så bl.a. ud på at beregne vinkler, når spærene skal saves til.

- Det er meget sjovere end bare at sidde og kigge på et stykke papir og løse en teoretisk opgave. Vi lærer meget mere af det her, når vi skal bruge matematikken for at kunne lave det her lille byggeri.

Rasmus mener, at det er en undervisningsmetode, der med stort udbytte sagens kunne bruges i andre fag.

Klar til rejsegilde

- De går virkelig til opgaven med stor begejstring. Der er ingen, der holder sig tilbage, forklarer faglærer Michael Christensen, der kun beklager, at han har glemt de røde pølser til rejsegildet.

For så langt når hans unge tømrerdrenge og ditto piger med den entusiasme, der lægges for dagen.

Hans kollega fra auto-afdelingen på Tradium, Gert Kejser, understreger det vigtige i, at de unge mennesker allerede mens de går i Folkeskolen får en forståelse for, at man også skal bruge fag som matematik, fysik, dansk og kommunikation, hvis man ønsker at gennemføre en erhvervsuddannelse, fx. som automekaniker, hvor der indgår mange elementer fra både fysik og matematik.

- Vi oplever en del, som har lidt svært ved det og har et lidt lavt niveau i forhold til det, vi forventer. De unge skal ikke ud til os og lære at regne, de skal de kunne, når de kommer ind på uddannelsen.

Begejstret matematiklærer

En af de lærere, der terper matematik med de unge på Auning Skole, Jakob Thorgaard, er begejstret over samarbejdet med Tradium.

- Jeg har allerede tyvstjålet med arme og ben ud fra det, jeg har set. Det er helt bestemt noget, jeg vil bruge - ikke mindst i forbindelse med skolereformen. Nogle af vores unge har svært ved at se, hvad de skal bruge matematikken til. Derfor er det superfedt, at vi kan vise dem, hvordan matematiske begreber bruges, hvis man skal være murer, tømrer eller mekaniker. Det er alle tiders, at vi får noget meget konkret materiale fra ungdomsuddannelserne, som her i dag.

Omkring 100 elever fra skolens 8. årgang deltog i projektet "Praktisk Matematik", der er et samarbejde mellem Tradium i Randers og Auning Skole.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094