23948sdkhjf

Øresundsforbindelsen styrker de små og mellemstore virksomheder

Både svenske og danske organisationer er ved at falde over hinanden i deres iver for at støtte de små og mellemstore virksomheder
Vi vil gøre alt for at hjælpe de små og mellemstore virksomheder til at etablere sig og udvikle sig i Ørestadsregionen. Med dette entydige budskab sluttede Dansk Eksportråd, den danske ambassade i Sverige, Sydsvenska Handelskammaren, DI og Dansk Erhverv Folkemødet af på Bornholm.

Derimod fik embedsværket i Stockholm drøje hug med på vejen for ikke at gøre nok for udviklingen i Øresundsregionen. Den hårde og meget skarpe kritik kom fra Sydsvenska Handelskammaren, der var repræsenteret af vicedirektør Per Tryding.

- Vi er trætte af, at Stockholm ikke hører tilstrækkeligt efter, når det drejer sig om udviklingen i Øresundsregionen, sagde vicedirektøren. Han pointerede, at Sydsvenska Handelskammaren derimod er klar til at bistå både danske og svenske virksomheder i deres kamp for at skabe et brohoved over sundet.

- Det er som om, at Stockholm og Malmö ligger for langt fra hinanden på nogle områder, mente Per Tryding.

Repræsentanten fra Sydsvenska Handelskammaren udtrykte til gengæld sin tilfredshed med den danske velvillighed til at bistå de små- og mellemstore virksomheder.

Udfordringerne kan og skal løses

Med den danske ambassadør i Sverige, Kirsten Maalling Biering, i spidsen og som repræsentant for både ambassaden og Dansk Eksportråd var der ingen tvivl om værdien af den nu 14 år gamle bro over Øresund.

- Jeg er overbevist om, at den faste forbindelse over Øresund vil øge de små- og mellemstore virksomheders muligheder i regionen, sagde hun.

Ambassadøren gjorde samtidig opmærksom på, at den danske ambassade i Sverige og Dansk Eksportråd var klar til bistå med alt, hvad de kunne.

Hertil tilføjede chefkonsulent Per Thye Rasmussen, Dansk Erhverv, at det ofte er de lavpraktiske ting, som giver problemer, og som er årsag til, at en mindre dansk virksomhed undlader at udvikle sit marked på den anden side af sundet.

- Det kan være sproget, blanketter og kontakten til det offentlige, som giver problemer. Det må være ting, som kan løses, mente chefkonsulent Per Thye Rasmussen, Dansk Erhverv, der fik opbakning til, at det var udfordringer, som kan løses af ambassadør Kirsten Maalling Biering.

Store muligheder

Chefkonsulent Annette Christensen, DI, udtrykte det meget klart:

- Øresundsbroen er en nødvendig betingelse for at SMV’erne kan øge deres marked i Øresundsregionen – men det er ikke en tilstrækkelig betingelse. De store virksomheder skal nok klare sig, men SMV’erne har brug for en kvalificeret hjælp, som gør det attraktivt at udvikle sig og skabe nye arbejdspladser i regionen. Det vil vi gerne hjælpe dem med.

Derfor har vi brug for viden om virksomhedernes behov, sagde Annette Christensen – og henviste dermed til Organisationen Øresunddirekts nye rapport "Företagens syn på etablering mellem Sverige och Danmark". Af rapporten fremgår det, at der overordnet er et positivt syn på den grænseløse handel.

Mulighederne er store med et marked på 3,8 millioner indbyggere, men rigtig mange SMV’ere har endnu ikke taget springet og bevæget sig over på den anden side af sundet. Det vil Dansk Eksportråd, den danske ambassade i Sverige, Sydsvenska Handelskammaren, DI og Dansk Erhverv nu alle bistå med, hvis de bliver kontaktet af en mindre virksomhed. Også her var holdningen klar:

- Kan vi ikke selv hjælpe, så kan vi bistå med at henvise til hjælp hos andre.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094