23948sdkhjf

Kjærsgaard åbner Case- afdeling i Kolding

Den danske importør og forhandler af Case entreprenørmaskiner åbner salgs- og serviceafdeling med stort demonstrations- og testområde i Kolding tæt ved motorvejens Bramdrupdam afkørsel
Der bliver langt lettere adgang til at teste Case entreprenørmaskiner i fremtiden, når S.D. Kjærsgaard åbner sin nye afdeling i Kolding med stort tilhørende test- og demonstrationsområde. Salgs- og serviceafdelingen åbner i næsten nye lokaler, der deles med en ny afdeling af den sønderjyske forhandler af Iveco last- og varevogne, I. M. Jensen & Bache A/S.

S.D. Kjærsgaard har hovedsæde i Frejlev ved Aalborg og driver Case importen fra afdelingen i Hornslet ved Aarhus, men direktør og indehaver Palle Kjærsgaard har gennem længere tid arbejdet med at supplere med en afdeling mere centralt i Danmark.

- Det giver os muligheden for en positionering og en demonstrations facilitet endnu mere centralt i Danmark og med en optimal placering kun tre minutter fra motorvejsafkørslen. Afdelingen i Kolding vil blive støttet fra Hornslet, ligesom de 85 motiverede SDK-medarbejdere altid holder fokus på vores kunders behov. Med afdelingen i Kolding kommer vi endnu tættere på kunderne og specielt forventer vi os meget af testcenteret, hvor der fast vil blive stationeret et betydeligt udvalg af maskiner, siger Palle Kjærsgaard.

- Med de krav, der i dag er til effektivitet og lønsomhed på bygge- og anlægspladserne, er der dårlig tid til at køre demonstrationskørsel af maskinerne. Med pladsen i Kolding kan kunderne komme til os eksempelvis sidst på dagen eller præcis på det tidspunkt, hvor det i øvrigt passer ind i deres arbejdsplanlægning. Det ser vi som en stor fordel for kunderne, siger han.

- Vi ser også nogle spændende muligheder ved at flytte ind sammen med I. M. Jensen & Bache A/S ved Michael Bache. Han åbner et stort Iveco værksted med salgsafdeling, og vi ved jo, at vi har mange fælles kunder. De får nu mulighed for at se på last- eller varevogn, samtidig med at de kan se og teste entreprenørmaskiner. Vi ser også muligheder for at hjælpe hinanden i spidsbelastninger.

Allerede de næste to torsdage den 19. og 26. juni vil der være ’Grav og grill’ på Venusvej i Kolding fra kl. 14 til 20. Her vil der være to konventionelle Case gravemaskiner – en Case CX130C og en Case CX210C på henholdsvis 13 og 21 ton samt to modeller med kort bagende – en Case CX80C og en CX235C på henholdsvis 9,0 og 25 ton. Desuden vil der være en Case 721F gummihjulslæsser og en Case 695 rendegraver.

Nogle af gravemaskinerne vil være udstyret med Mikrofyn/Scanlaser maskinstyring og Indexator rotortilt. Der vil desuden være repræsentanter for både Scanlaser og Indexator til stede sammen med S.D. Kjærsgaards team.

- Med muligheden for at have så mange maskiner til rådighed for fremvisning og test tror jeg, at vi har fat i noget unikt. Nu holder vi arrangementet de sidste to torsdage i juni, men også fremover har vi et unikt sted centralt i Danmark til fremvisning af Case maskinerne, udtaler en forventningsfuld salgschef Arne Nordestgaard fra S.D. Kjærsgaard.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078