23948sdkhjf

Helms overtager Irus skræntklipper

Deltrac 2.0 fra Irus kan klare de stejleste skrænter og kan både rydde buskads og køre med stubfræser
Helms TMT Centret har overtaget importen af Irus skræntklippere og én-akslede traktorer til fræsere, klippere og andre redskaber i Danmark og Sverige. Den tyske producent af både basismaskiner og det omfattende redskabsprogram har henvendt sig til Helms TMT Centret, og det har nu resulteret i, at Helms overtager importen, og får Irus ud i det omfattende afdelings- og forhandlernet i Danmark og Sverige.

- Det er et produkt, der i dag er modent og stabilt, hvilket ikke i samme grad var tilfældet for blot to år siden. Irus fremstiller nogle utroligt kraftfulde maskiner, som virkelig kan levere et effektivt stykke arbejde, siger Allan Helms, Helms TMT Centret, der har besøgt fabrikken og testet produkterne.

Deltrac 2.0, som er den fjernbetjente skræntklipper på bånd, har en 40 hk dieselmotor og er i stand til at rydde buskads, og den kan også monteres med en kraftig stubfræser eller andre redskaber.

- Irus Deltrac er den skræntklipper på markedet, der kan køre på de absolut stejleste skrænter, og samtidig kan den med sine gummibånd også anvendes på meget våde og bløde arealer, lyder det fra Helms.

Effektiv fjernbetjening

- Inden testen i Tyskland havde jeg den opfattelse, at det er lidt overflødigt med en maskine med fjernbetjening, når der findes maskiner, hvor man kan sidde på. Der blev jeg godt nok klogere. Det er helt vildt så effektivt den maskine arbejder, og det giver en langt bedre arbejdssituation at fjernbetjene den. Fjernbetjeningen rækker 300 meter, og den kan køre på både bløde og stejle steder, hvor man knap kan gå, så det er rigtig effektivt, siger Allan Helms.

Deltrac 2.0 har også en lillebror med en 30 hk benzin motor, men med identisk transmission og undervogn.

Ud over skræntklipperen har Helms TMT Centret også fået en Unitrak én-akslet traktor hjem. Det er en professionel maskine med indstillelig aksel, så der er en god balance i maskinen uanset vægten af redskaberne. Den leveres enten med en 27 eller 30 hk motor. Det gør den til én af de stærkeste i sit felt.

- Irus fremstiller selv 95 pct. af redskaberne til deres maskiner, og en del af maskinerne kan anvendes såvel til skræntklipperen som til de én-akslede traktorer.

Sikkerhedsmæssigt er der gjort meget ud af maskinerne bl.a. med mekaniske nødstop. Det er meget let at arbejde med fjernbetjeningen. Har man som dreng kørt med en fjernstyret bil, så er det lige til at gå til. Det er som med alt andet, at jo mere man øver sig, jo dygtigere bliver man, siger Allan Helms, der glæder sig til at præsentere maskinerne for professionelle kunder i Danmark og Sverige.

Irus er en veteran i tysk industri. Firmaet er grundlagt i Sydtyskland i 1865 med produktion til møller. I 1928 udviklede virksomheden sin første selvkørende klipper, og siden har det været i fokus.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094