23948sdkhjf

Ny vækstpakke til mindre virksomheder

Debat: De kommende vækstinitiativer bør altovervejende rette sig mod de mindre virksomheder, mener direktør Erik Møbius, Dansk Håndværk
Det er godt nyt for de små og mellemstore virksomheder. For det var ganske småt med hjælp til dem, da politikerne i sidste uge lod milliarderne rulle til landets største industrier, og derfor ikke kunne finde de relativt få millioner, der skulle til, for at redde eksempelvis håndværkerfradraget og dermed tusindvis af arbejdspladser.

De kommende vækstinitiativer bør altovervejende rette sig mod de mindre virksomheder. Ikke kun fordi det er dem, der i kraft af deres antal kan skabe tusindvis af nye jobs. Men også fordi det er dem, der fordeler sig jævnt over alt i landet, og dermed betyder jobåbninger i de områder, hvor arbejdsløsheden for alvor er svær at komme til livs.

Politikerne tog med vækstplanen et forsigtigt skridt i den retning, da de gennemførte Dansk Håndværks forslag om at afvikle reglerne om betaling af g-dage. Det vil arbejdsløse i yderområderne se den positive effekt af i de kommende måneder.

Men det må være muligt at gøre mere. Tænk hvor langt man kunne nå, hvis politikerne med den næste vækstindsats satte det samme beløb – 13 milliarder – af til udelukkende at hjælpe de mindre virksomheder. Optimismen ville blomstre op – ikke blot i de store byer, men overalt i Danmark – og der ville blive skabt grundlag for at dygtige håndværksvirksomheder og mindre industrier kunne vokse og blive til nye, store vækstskabere for dansk økonomi.

Men 13 milliarder er der ingen små og mellemstore virksomheder der i deres vildeste fantasi kunne forestille sig, at politikerne fandt frem i et hurtigt forlig. Men mindre kan også gøre det.

Derfor opfordrer vi finansministeren til blot at afsætte det halve, 6-7 milliarder, til udelukkende at skabe vækst på landets mindre arbejdspladser. Han vil blive overrasket over, hvor meget det vil betyde for beskæftigelse, eksport og ikke mindst optimisme i lokalsamfund rundt om i den del af Danmark, der ikke får glæde af de milliarder, der rullede ved sidste uges håndsrækning til de store produktionsvirksomheder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079