23948sdkhjf

Tandemklipper halverer udgiften til rabatklipning

En mand i en traktor klarer al klipningen for Sønderborg Kommune. Når der sidder en traditionel armklipper på den ene og en autoværnsklipper på den anden, kan kombinationen stort set halvere udgiften til pasning af vejrabatterne
Det er ikke kun i teorien, at to arme magter dobbelt så meget som én. Når der sidder en traditionel armklipper på den ene og en autoværnsklipper på den anden, kan kombinationen stort set halvere udgiften til pasning af vejrabatterne i Sønderborg Kommune.

- Efter at vi er begyndt at køre med vores Dücker MK 25 tandemklipper, klarer én mand i én traktor al klipningen langs cirka 1300 kilometer veje. Tidligere havde vi to traktorer med to mand på samme opgave, fortæller formand Leif Jensen hos Vej & Park hos Sønderborg Kommune.

Den to-armede tingest er en kombination af to vel afprøvede klippere fra den tyske virksomhed Dücker. Fabrikken har simpelthen taget en DUA-armklipper og parret den med en RSM-autoværnsklipper. Resultatet er blevet den velskabte Tandemklipper MK 25.

To maskiner i én

De to basismaskiner er monteret på en glideramme med en forskydning på 1,60 meter. Dermed kan både armklipperen og autoværnsklipperen indstilles og justeres uafhængigt af hinanden, men samtidig arbejde sammen. Sideforskydningen giver som bonus, at traktor og tandemklipper ikke fylder mere på vejbanen end højst nødvendigt.

- Det var maskinfører Verner Seidel selv, der havde set tandemklipperen et eller andet sted. Han mente, at vi kunne have fordel af sådan en. Vi tog kontakt til den danske importør, Special Maskiner A/S i Rudkøbing, som så leverede en tandemklipper til montering på vores Fendt-traktor, fortæller formand Leif Jensen.

- Tidligere kørte vi med to traktorer med hver en almindelig armklipper på både forårsklipningen og igen når vi tager den store tur fra 1. september til midt i november. Nu klarer én mand i én traktor al klipningen. Vi har forlænget hans klippeperiode med 14 dage, men alligevel er vi meget tæt på en halvering af både klippetiden og naturligvis udgiften til mandskab og maskine, siger Leif Jensen.

Hurtig tilvænning

Inde i førerhuset styrer maskinfører Verner Seidel traktoren med venstre hånd og dobbelt-klipning med højre hånd. En avanceret computerstyring sørger for, at tandemklipperen gør, hvad den får besked på og sikkert og præcist klipper både første og andet skår i én arbejdsgang.

- Det er en vanesag at styre to klippere på én gang i stedet for en enkelt. Og jeg vænnede mig meget hurtigt til det. De to joysticks sidder lige ved siden af hinanden, og det er nemt at overskud alle funktionerne, fortæller Verner Seidel.

Da der netop er tale om, at to selvstændige enheder er bygget sammen til én, kan RSM-rabatklipperen naturligvis hurtigt afmonteres, hvis man ønsker at bruge DUA’en som almindelig solo-armklipper.

Gode erfaringer

Hos Special Maskiner A/S glæder direktør Lennart Ahlefeldt-Laurvig sig over de gode erfaringer fra Sønderborg Kommune.

- Man kan naturligvis være lidt skeptisk ved sådan en sammenbygning af to separate maskiner til én. Men dels har vi erfaring for, at folkene på Dücker-fabrikken véd, hvad de har med at gøre. Og dels taler erfaringerne fra Sønderborg jo helt for sig selv. To traktorer med to mand og to klippere er reduceret til en enkelt traktor med én mand og en tandemklipper. Alligevel kan Verner Seidel nå at passe omkring 1300 kilometer vejrabatter blot ved at øge klippeperioden med 14 dage, konstaterer Lennart Ahlefeldt-Laurvig.

Fendt-traktoren med Verner Seidel ved roret når faktisk en del mere end klipningen. Special Maskiner A/S har også leveret en Drivex Easygrader 200 vejhøvl, som er monteret under traktoren. Dermed kan Fendt & Seidel både give kommunens grusveje en gang høvl og tillige passe rabatterne.

- Verner har også forsøgt både at køre med Drivex Easygrader vejhøvlen og Dücker MK 25 tandemklipperen i aktion på én gang. Det lod sig faktisk gøre. Men jeg tror nok, at han måtte erkende, at han ville få brug for en ekstra hånd, hvis det skulle fungere optimalt, fortæller formand Leif Jensen.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11