Håndværksrådet: Fagligt flot reform af erhvervsuddannelserne
Aftalen om en reform af erhvervsuddannelserne vil bl.a. styrke uddannelsernes prestige, tiltrække flere dygtige unge og give bedre karrieremuligheder for faglærte, mener Håndværksrådet, som dog er bekymret over svækket vejledning
På den positive side står bl.a. adgangskrav til erhvervsuddannelserne, flere uddannelser med EUX, mere og bedre undervisning, bedre adgang til videregående uddannelser og forpligtelse til at udbyde talentspor. Reformen indfører bl.a. differentierede undervisningstilbud, så alle kan udfordres på det højeste niveau. Og det vækker glæde i Håndværksrådet, der er hovederhvervsorganisation for knapt 20.000 små og mellemstore virksomheder i byggeri, industri og serviceerhvervene.
- Alt for mange unge har gennem tiden valgt en erhvervsuddannelse og er sprunget fra, fordi de ikke kunne få faglige udfordringer på et tilstrækkeligt højt niveau. Talentspor og udbredelse af EUX-uddannelsen til flere uddannelser vil efter vores mening være med til at gøre erhvervsuddannelserne langt mere attraktive for mange af de dygtige unge, der i dag vælger det almene gymnasium, siger chefkonsulent Heike Hoffmann.
Den styrkede adgang til de videregående uddannelser efter erhvervsuddannelserne vil også have en positiv effekt.
- De forbedrede muligheder for adgang til en videregående uddannelse med et svendebrev i hånden kan være med til at afmontere myten om, at en erhvervsuddannelse er et snævert valg. Det er så afgørende for de unges uddannelsesvalg, at svendebrevet får karakter af en adgangsbillet til både videregående uddannelse og arbejdsmarked erhvervsuddannelserne kommer til at signalere muligheder, ikke begrænsninger, siger Heike Hoffmann.
Adgangsbegrænsning giver dygtigere faglærte
Håndværksrådet har siden sommerferien peget på, at en reform, der alene giver flere faglærte, ville være uinteressant. Det væsentligste er, at reformen giver mulighed for at uddanne flere dygtige faglærte. Og det får vi bl.a. via adgangsbegrænsningen.
- Forhandlerne har lyttet til vores ønske om, at reformen skal være en kvalitetsreform med fokus på at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive.
Med karakterkravet bliver der sendt et klart signal til folkeskolen, dens elever, lærere og forældrene om, at en erhvervsuddannelse kræver, at man både kan og vil. Og vi er endog meget glade for, at der både er blevet plads til adgangskrav, ny mesterlære og optagelsessamtaler for de unge, der ikke honorerer folkeskolens relativt akademiske krav til f.eks. dansk, men som godt kan blive dygtige håndværkere, siger Heike Hoffmann.
Vejledning svækkes
Desværre har politikerne bag aftalen valgt at undlade at styrke vejledningen, og det bekymrer Håndværksrådet, især fordi den individuelle vejledning i folkeskolen reduceres.
- Når man nu har bundet så ambitiøs en buket til de dygtige unge, så er vi meget kede af, at folkeskolens vejledning om erhvervsuddannelserne åbenbart ikke styrkes, men svækkes. De unge, der automatisk vælger gymnasievejen, bliver ikke udfordret individuelt på deres uddannelsesvalg.
Det mener vi, at der er behov for netop fordi der bliver så mange nye og gode muligheder i erhvervsuddannelserne. Hvem skal fortælle de unge i folkeskolen om de nye erhvervsuddannelser, hvis der ikke er tilstrækkelige ressourcer til at vejlede og fortælle om dem?
tøtte