23948sdkhjf

Ejendomsværdiskatten er vokset 30 procent siden 2002

Boligejere betalte sidste år 13,2 milliarder kroner i ejendomsværdiskat. Det er en tredjedel mere end i 2002.
Danske boligejeres ejendomsværdiskat steg med 1,2 procent sidste år og endte på samlet 13,2 milliarder kroner. Det er næsten 30 procent mere end i 2002, hvor skattestoppet blev indført.

Men stigningen skyldes ikke kreative måder at omgås skattestoppet på. Det er derimod andengangskøberne, der har måtte til lommerne. Men der er nu ingen grund til at have ondt af dem af den grund, siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea.

- Selv om det kan synes underligt, ligger der dog en god forklaring bag, siger Lise Nytoft Bergmann i en kommentar til tallene fra Danmarks Statistik.

- Stigningen skyldes ikke beskatning af stigende ejendomsvurderinger, men derimod at færre får rabat på deres ejendomsværdiskat. Og at der er blevet bygget og tilbygget rigtig meget op gennem 00'erne, så beskatningsgrundlaget er blevet udvidet, siger hun.

Det var i 1998, at den daværende regering hævede ejendomsværdiskatten fra 0,8 til en procent. Stigningen gjaldt for boliger, som blev købt efter 1. juli 1998, mens eksisterende boligejere gik fri, så længe de blot blev i deres eksisterende bolig.

- Men som det tit går, har en del af de "gamle" boligejere siden hen haft behov for at flytte, og dermed er deres rabat forsvundet, siger boligøkonomen.

Nordeas beregninger viser, at cirka fire ud af 10 af boligejerne betaler den lave takst på 0,8 procent, mens de resterende cirka 60 procent betaler den høje takt på en procent.

- Man kan derfor sige, at det for en stor dels vedkommende er andengangskøberne, som betaler gildet for det stigende provenu fra ejendomsværdiskatten, siger Lise Nytoft Bergmann.

- Inden man får helt ondt af gruppen, bør man dog huske på, at der ikke er tale om, at de betaler mere end landets øvrige boligejere, blot at de er blevet ligestillet med den brede masse, påpeger hun.

En gennemsnitlig boligejer med et hus på 140 kvadratmeter betaler i dag 10.050 kroner i ejendomsværdiskat. Uden skattestoppet havde den regning lydt på cirka 14.600 kroner mere i 2013.

Den samlede besparelse siden skattestoppets indførelse løber op i næsten 40.000 kroner.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062