23948sdkhjf

Ny Storstrømsbro skal bygges på Vestlolland

Nakskov Havn vandt kapløbet mellem otte havne om at bygge broelementer til den ny Storstrømsbro.
Vejdirektoratet har valgt Nakskov Havn til at producere de store broelementer til den kommende Storstrømsbro mellem Sjælland og Falster.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

10 havne på primært Sjælland og Fyn har budt ind på projektet, hvorefter to havne trak deres bud. Men til syvende og sidst var det Lolland Kommune og Nakskov Havn, der fik ordren.

- Vi har undersøgt de mange forslag grundigt og haft en god dialog med havne og kommuner gennem hele forløbet.

- Alle har som udgangspunkt opfyldt vores overordnede tekniske krav. Men valget er til slut faldet på Nakskov Havn, som ud fra en samlet vurdering er det bedst egnede sted, siger Erik Stoklund Larsen, der er anlægschef på projektet, i en skriftlig kommentar.

Vejdirektoratet går nu videre med planlægningen af byggeriet sammen med Nakskov Havn frem mod 2016, hvor det forventes, at Storstrømsbroen-byggeriet går i gang.

Transportminister Magnus Heunicke (S) siger, at den nye Storstrømsbro bliver en vigtig del af infrastrukturen for den kommende forbindelse over Femern Bælt.

- Sammen med opgraderingen af København-Femern Banen og Femern-forbindelsen til Tyskland er Storstrømsbroen en vigtig brik i det samlede billede, der skal sikre den fremtidige togtrafik mellem Skandinavien og Europa, siger han i pressemeddelelsen.

Den nye Storstrømsbro bliver omkring fire kilometer lang og bliver formentlig anlagt som en kombineret bil- og jernbanebro med gang- og cykelsti. Den kommer til at forbinde Sjælland og Falster via Masnedø.

Den nye bro erstatter den eksisterende Storstrømsbro fra 1937. Broen er nedslidt og lever ikke op til kravene til togtrafik på op mod 200 kilometer i timen, når Femern-forbindelsen til Tyskland efter planen åbner i 2021.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094