23948sdkhjf

Analytiker: Millionbøde vælter ikke læsset hos Carlsberg

Det vil gøre mest ondt på Carlsbergs image, at de har fået bøde for ulovlige prisaftaler, vurderer analytiker
Set i det store billede er en bøde til Carlsberg på 463 millioner kroner fra det tyske Bundeskartellamt ikke noget, der får nævneværdig betydning for den danske bryggerikoncern. Det kan højst koste et imagetab, skriver Ritzau Finans.

Vurderingen kommer fra Morten Imsgard, Carlsberg-analytiker hos Sydbank, efter at bryggeriet onsdag er blevet tildelt en bøde på 462 millioner kroner i en større kartelsag.

Bøden svarer til knap en fjerdedel af det samlede bødebeløb, hvor en række andre bryggerier også er blevet idømt bøder.

- De omkring 460 millioner er ikke meget i det store Carlsberg-regnskab, så det er ikke en bøde, der for alvor vælter Carlsberg. Det er en lille del af selskabets markedsværdi og en lille del af den indtjening, man hiver ind på årsbasis, siger Morten Imsgard til Ritzau Finans.

Kartelsagen kan i stedet vise sig at gøre mere ondt på Carlsbergs brand, vurderer han.

- Det kan risikere at koste på imagekontoen. Jo flere lussingerne, man får af den slags sager, jo længere kan den langsigtede bøde gå hen og blive.

- Og det er jo afgørende for bryggerierne at værne om deres brands. Derfor gør en bøde som denne ondt på imagekontoen, siger Morten Imsgard.

Sagen går mere præcist ud på, at den tyske konkurrencestyrelse mener, at Carlsberg har lavet ulovlige prisaftaler med flere tyske bryggerier.

Bryggerierne skal ifølge Bundeskartellamt have lavet indbyrdes aftaler om at lade priserne stige på fad- og flaskeøl. Carlsberg har anket dommen.

Morten Imsgard tror, ifølge Ritzau Finans, at Carlsberg kun anker, fordi selskabet vurderer at have noget at hente og ikke af imagemæssige årsager.

- Det er svært for udenforstående at vurdere, om der er foregået ulovligheder. Men hvis Carlsberg sort på hvidt kunne se, at der var foregået noget ulovligt, så tror jeg ikke, at man havde valgt at appellere.

- Så når man appellerer, så vurderer jeg, at selskabet ser en mulighed for som minimum at få en mindre bøde eller helt slippe for at betale, siger han.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073