23948sdkhjf

Både stiletter og sikkerhedssko i anlægsgartnerfirma

Der er fokus på forretningsudvikling med både stiletter og sikkerhedssko hos OKNygaard, hvor akademiker med begge fødder i mulden skal udvikle nuværende og nye forretningsområder
CV’et er alenlangt. Det var skrivelsen til ledelsen i Danmarks største privatejede anlægsgartnervirksomhed, OKNygaard, også. Men samtidig var den overbevisende. Dermed skabte akademikeren Anja Kiersgaard sig selv et job blandt 350 nye kolleger, som for langt hovedpartens vedkommende er praktiske folk med hænderne skruet rigtigt på.

- Det har jeg nu også. Jeg har selv bil, træbåd og hus, som jeg vedligeholder og renoverer, erklærer Anja Kiersgaard, som er OKNygaards nye forretningsudvikler. Nye og første. For indtil den uopfordrede ansøgning landede på direktionsbordet hos anlægsgartnerfirmet, var en forretningsudvikler en ukendt størrelse hos OKNygaard.

- Jeg glæder mig til at arbejde mellem forskellige mennesker og i forskellige miljøer. Ja, jeg er akademiker. Men det kan give rigtig meget mening at rulle mine kompetencer ud i både stiletter og sikkerhedssko, lyder meldingen fra den nyslåede forretningsudvikler.

Bare et par pluk fra CV’et: Uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole, Kommunikation på Copenhagen Business School, en master i Ejendomsudvikling og Facilities Management fra Norges Teknisk-Naturvidenskapelige Universitet i Trondheim, arkitektrådgiver, bygherrerådgiver, udviklingskonsulent, bygherre. Plus "det løse" i form af 21 års bred erfaring fra bygge- og anlægsbranchen.

Sammenhænge

Det kan se indviklet ud. Men det skal blive til udvikling hos OKNygaard.

- Jeg ser sammenhænge. Det kan give rigtig meget mening at koble nogle muligheder. Dem er der masser af med afsæt hos OKNygaard. Jeg er god til at få øje på dem, erklærer Anja Kiersgaard.

Hun kommer til OKNygaard fra en stilling som projektleder af byrumsprojekter i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning. Hos OKNygaard skal det nu handle om Outdoor Facilities Services. Med Anja Kiersgaards ord "alt det, der som regel ikke er en kundevirksomheds kerneydelser, men som den ikke kan fungere uden".

Merværdi til kunden

- Både på anlæg og drift kan OKNygaard gå ind og udføre rigtig mange opgaver. Enten selv eller i samarbejde med andre. Facilities Services skal bringe merværdi til kunden og tilbyde dem ydelser, de måske ikke i forvejen havde koblet med den sædvanlige drift. OKNygaard udfører en række opgaver i forvejen. Med baggrund i OKNygaards eksisterende ydelser kan jeg se mulighederne for nye ydelser og – i bedste fald – udvikling af ejendommene. Min opgave er at sørge for et helhedssyn, siger Anja Kiersgaard.

Én indgang for kunden

- Facilities Management handler om, at vi ikke blot sørger for at holde de grå og grønne udenomsarealer i topform. OKNygaard kan også udskifte lysstofrør og el-pærer, rense tagrender, feje gårdarealer og indkørsler, klare snerydning og glatførebekæmpelse og masser af andre opgaver, som relaterer til bygningen. Hvis der er behov for eksterne håndværkere, kan vi også rekvirere dem. Alt sammen for at sikre kunden en totalløsning og én indgang at gå ind ad, forklarer Anja Kiersgaard.

- Netop det med én indgang kan være et vigtigt tilbud til kunden. Der skal ikke være tale om en telefonliste, hvor kunden så kan begynde at lede efter den rigtige medarbejder hos OKNygaard. Derimod om en fast kontakt, som er stedkendt, og som sørger for, at tingene kommer til at ske, siger den nye forretningsudvikler.

Foruden mange udadvendte funktioner, har Anja Kiersgaard også kastet sig over en række mere interne tiltag, som vil styrke OKNygaard også eksternt.

Mange muligheder

- Samtlige medarbejdere hos OKNygaard skal have en helt fælles opfattelse af virksomhedens værdier og omgangsformer. Når vi spejler de samme værdier og har kundens behov i fokus, cementerer vi vores gennemslagskraft gennem alle geledder.

Vi skal sørge for at få de væsentlige pointer frem, så kommunikationen med kunderne bliver optimal. Derfor arbejder jeg med OKNygaards CV-database, så den er tunet til at bruges både internt til medarbejderudvikling, men også kan bruges ud af huset. Dermed kan vi matche de helt rigtige OKNygaard-medarbejdere og deres faglige styrker og personlige kompetencer med det, kunderne efterspørger, siger Anja Kiersgaard.

- OKNygaard har i forvejen en yderst professionel salgsafdeling. Jeg ser det som en væsentlig del af min opgave at udvide paletten specielt på Facilities Management-området. Det vil ske ved at spotte de mange ekstra muligheder, virksomheden kan tilbyde kunderne. Jeg er den første i Danmark med en mastergrad i Facilities Management, der også er arkitektuddannet.

En af mine helt store styrker er, at jeg kan se helheder og sammenhænge mellem ydelser, kundernes ejendom, de funktioner der finder sted på ejendommmen og de medarbejdere, som arbejder på ejendommen. Det satser jeg på nu at gøre til en ny styrke for OKNygaard og samtidig til nye muligheder for vore kunder, siger Anja Kiersgaard.

tøtte
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078