23948sdkhjf

Kronprinsen overrækker Byggeriets Klimapriser på BYGGERI 14

Kronprinsen overrækker for tredje gang Byggeriets Klima-, Energi- og Miljøpris til tre danske virksomheder, der har gjort en særlig indsats på de tre områder. Det sker torsdag den 27. februar på BYGGERI 14 i Fredericia
I alt 21 virksomheder er nomineret til Byggeriets Klimapriser. De tre priser gives til de udstillere på BYGGERI’14, der i særlig grad kan dokumentere energieffektivitet og CO2-reduktion i fremstillingen eller anvendelsen af deres byggematerialer.

- Vi er glade for og stolte over, at vi for tredje gang kan byde Kronprinsen velkommen på BYGGERI’14 i Fredericia, når han den 27. februar overrækker Byggeriets Klimapriser. Det er et kongeligt skulderklap til de 21 nominerede udstillere på messen, der via deres produkter, løsninger og strategier gør en forskel inden for klima, energi og miljø, siger Palle Thomsen, adm. direktør hos Danske Byggecentre, der arrangerer BYGGERI’14.

Fremtidens bæredygtige byggevarer

- Formålet med klimapriserne er at øge kendskabet til og fremme udviklingen af bæredygtige byggevarer og sætte fokus på virksomheder, der har iværksat en klima-, energi- og/eller miljøstrategi, siger branchedirektør Elly Kjems Hove, DI-Byg, medlem af nomineringskomiteen.

- Byggeriets Klimapriser er en anerkendelse af prismodtagernes særlige indsats på klimaområdet. Det er dertil en stor ære for de tre virksomheder, der modtager priserne, at Kronprinsen er til stede ved overrækkelsen, fremhæver Elly Kjems Hove.

300 udstillere har sikret sig en stand på BYGGERI’14. Messen er dermed udsolgt og tegner til at blive en lige så stor succes som i 2012, hvor den blev besøgt af knap 27.000 fagfolk over de fire messedage.

Grønne vækstmuligheder

Udstillernes mange innovative produkter og løsninger inden for især klimarigtigt og energieffektivt byggeri kan forhåbentlig være med til at sætte skub i nybyggeriet og realisere regeringens plan om at skabe vækst, beskæftigelse og bedre eksportmuligheder for danske virksomheder. Dansk Byggeri har sammensat en række konkrete forslag, som hurtigt kan iværksættes, herunder også på energiområdet:

- En del af vores input til regeringens vækstplan er, at der bør stilles krav til kommuner og regioner om årligt at foretage energiinvesteringer i minimum 3 pct. af deres ejendomsporteføjle. Det, håber vi, kan være med til at sætte gang i økonomien og skabe flere arbejdspladser, siger Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Dansk Byggeri.

De 21 nominerede virksomheder er udvalgt af en nomineringskomité, som består af samtlige af byggeriets parter, herunder repræsentanter fra Klima- og Energiministeriet, Dansk Byggeri, Håndværksrådet, Bygherreforeningen, Akademisk Arkitektforening, Danske Arkitektvirksomheder, Konstruktørforeningen, F.R.I, Dansk Indeklima Mærkning, PEFC, Statens Byggeforskningsinstitut – SBI, DI Byg samt Danske Byggecentre.

BYGGERI ’14 er Skandinaviens vigtigste fagmesse for byggevarer. Messen arrangeres af Brancheforeningen Danske Byggecentre, der tæller forhandlere af byggematerialer til hovedparten af de danske bolig- og erhvervsbyggerier. Fagmessen afholdes hvert andet år og bliver i 2014 afviklet for 16. gang i dagene 25. til 28. februar i MESSE C i Fredericia. Messen er åben alle dage kl. 10.00-17.00. Fagfolk har fri adgang mod registrering (private har ikke adgang).

tøtte

Se alle de nominerede her
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073