23948sdkhjf

Vinduesproducent har ført kendt bygning tilbage til originalt udtryk

Den 100 år gamle Regina-bygning i Aarhus har fået færdigmonteret nye koblede vinduer, der respekterer facadens originale udtryk

Mange aarhusianske bysbørn har minder fra Regina-bygningen midt på Strøget, som har huset alt fra biograf til restaurant og små kuriøse butikker. 

Men de seneste år har bygningen undergået en totalrenovering og revitalisering, og som kronen på værket er der nu monteret 140 nye koblede vinduer, der skal være med til at sikre Regina-bygningen de næste mange år frem.

Det var en nervepirrende opgave for folkene ved Frovin Vinduer og Døre, som har leveret vinduerne til den nye facade. 

- Vi har haft et tæt samarbejde med bygherre, da vinduerne skulle respektere bygningens bevaringsværdige facade. Men da de originale vinduer på et tidspunkt var blevet udskiftet, måtte vi finde frem til arkitektens oprindelige tegninger, udtaler Jan Saabye, der er key Account Manager hos vinduesproducenten, i en pressemeddelelse. 

- Resultatet er koblede vinduer på facaden og endda også ind mod gården. Vinduerne er tofarvede, hvilket er helt i tråd med de originale vinduer. Og så har vi brugt hængsler med en såkaldt berlinerknop, der er en tidstypisk detalje fra årene omkring Regina-bygningens opførelse, lyder det videre.

Krav fra beboere

Det trafikerede vejkryds, hvor Regina-bygningen er placeret, krævede vinduer med god lydisolering for at boligerne kunne leve op til de krav, der bliver stillet af beboerne i dag, og så skulle varmetabet minimeres.

- Vi har på vegne af ejendommens ejer bestræbt os på at bevare bygningens særlige udtryk udvendigt som indvendigt og samtidig give lejerne de bedste betingelser for en rolig hverdag og tilværelse i deres lejligheder. Her har vinduerne spillet en væsentlig rolle, udtaler Carsten Bjørnkær, projektleder i DEAS, i en pressemeddelelse. 

I valget af vinduer har det været afgørende, at de bidrager til at reducere ejendommens energiforbrug. Vinduesrammerne er desuden produceret af certificeret kernetræ, hvilket gør dem modstandsdygtige over for det danske klima og dermed sikrer, at de kan holde de næste mange år.

- Ved at vælge energieffektive vinduer, der reducerer energiforbruget, tages der et vigtigt skridt mod at reducere ejendommens samlede klimaaftryk. Samtidig bidrager vinduerne til komforten i boligerne ved blandt andet at skabe et sundere indeklima, fortæller Carsten Bjørnkær.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079