To sjællandske entreprenører går sammen i fælles selskab
De to entreprenørfirmaer DPU Entreprise A/S, Roskilde og Entas A/S, Taastrup, slår sig sammen og bliver til et fælles selskab – DPU-ENTAS - med specialisering i hovedentreprise, tag og facade, døre og vinduer samt renovering.
- Vi har samlet et stærkt hold af dedikerede folk med mange års erfaring og nye talenter med friske perspektiver. Sammen har vi evnen til at tilpasse os markedets krav hurtigt og effektivt og drivet til at tænke innovativt som en fremsynet entreprenør, siger direktør i det tidligere DPU Entreprise, Karsten Andersen, i en pressemeddelelse.
Her forklarer virksomheden, at byggebranchen er dynamisk og præget af høj kompleksitet, og med sammenlægningen vil DPU-ENTAS fortsat være dedikeret til at skabe tillidsfuldt og ansvarligt samarbejde på tværs af aktører.
Direktør i det tidligere Entas, Steffen Povlsen, har særligt fokus på at sikre kunderne et fremtidssikret byggeri med tryghed gennem hele byggeprojektet:
- Vi sætter barren højt for kvalitetssikring og minimering af risici. Med effektiv projektstyring, tæt samarbejde og fleksibilitet garanterer vi, at vi leverer nøjagtig det resultat, der er aftalt.
Fremover vil Steffen Povlsen være adm. direktør og Karsten Andersen salgsdirektør.