23948sdkhjf

Trælastkoncern i tredobbelt opkøb

Tre trælaster, som har været drevet under navnet Østerbro Tømmerhandel, skifter hænder og bliver samtidig del af et nyt selskab

XL-BYG Brejnholt udvider i Storkøbenhavn og det Nordlige Sjælland ved at overtage driften af Østerbro Tømmerhandel, Søborg Tømmerhandel og Vejby Tømmerhandel.

Med opkøbet bliver Brejnholt et ”reelt landsdækkende, stærkt alternativ til de typisk udenlandsk-ejede og hierarkisk organiserede kapitalkæder i byggebranchen,” lyder det i en pressemeddelelse fra den familieejede trælastkoncern.

- Købet af de tre afdelinger er et vigtigt led i vores vækststrategi mod 2030, siger Robin Brejnholt, Group CEO i Brejnholt Gruppen.

De tre nye trælaster, som indtil nu har været drevet under navnet Østerbro Tømmerhandel som en del af ØT Gruppen, hvor man også driver Københavns Listefabrik, ventes at supplere Brejnholt’s markedsposition i blandt andet det professionelle projektmarked med en stærk lokal tilstedeværelse i hovedstadsområdet.

Opkøbet supplerer den familie- og medarbejderejede Brejnholt-koncern, som har en årlig omsætning i nærheden af 1,8 mia. kr. og over 300 medarbejdere fordelt på nu 16 forretninger rundet om i landet.

Nyt selskab

Handlen gennemføres som en partnerskabsmodel hvor adm. direktør Michael Nielsen fra Østerbro Tømmerhandel og salgschef Nikolai Olesen hver har 10 pct. af aktierne i et til formålet nystiftet selskab, Brejnholt Søborg A/S. Den nuværende ejer af Østerbro Tømmerhandel, Allan Lundberg, har 20 pct. af aktierne, og Brejnholt resten.

- Vi har erfaring for, at det giver et unikt engagement blandt vore ledende medarbejdere at have et medejerskab - og at dette også smitter af på alle andre, siger Robin Brejnholt.

I 2023 havde de tre afdelinger i handlen tilsammen en årlig omsætning på lige under 100 mio. kr. Med de nye ejeres ord er det ” ikke nogen hemmelighed”, at Brejnholt forventer at arbejde en del med matriklerne – og at man i samspil med kædens øvrige forretninger forventer, at de nye afdelinger kan vokse markant de kommende år.

- Vi har allerede rigtig mange små og store kunder i området, og har blandt andet en stor og velassorteret tømmerhandel i Skibby, som naturligvis bliver en del af den daglige logistik, siger Robin Brejnholt.

Transaktionen er betinget af at alle vilkår opfyldes og forventes gennemført med virkning ultimo september 2024.

Brejnholt en familie- og medarbejderejet trælastkoncern med en årlig omsætning i nærheden af 1,8 mia. kr. og over 300 medarbejdere fordelt på nu 16 strategisk placerede forretninger i landet.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094